Amfetaminsag: Straksdomme bag dobbelt lukkede døre

En mand og en kvinde fik i dag straksdomme ved retten i Aalborg, hvor de var sigtet i en amfetamin-sag.

Et år og tre måneders fængsel.

Sådan lyder straffen til de to tiltalte i en sag om amfetamin og andre stoffer, som politiet har rullet op i Nord- og Østjylland.

De to dømte, en mand på 46 år og en kvinde på 33 år, blev i dag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Aalborg.

Det skete for såkaldt dobbelt lukkede døre. Det betyder, at pressen ikke alene bliver smidt ud af retslokalet under behandlingen af sagen, men også mens forsvarer eller anklager begrunder overfor dommeren, hvorfor der ønskes lukkede døre.

Af samme årsag er der ikke sluppet meget ud om, hvad sagen helt konkret handler om. Men det står dog ifølge Ritzau klart, at sagen er en del af en større sag om stoffer, som er oprullet af politiets Task Force Vest.

Det er usædvanligt, at der allerede falder dom under et grundlovsforhør. Men der opstod mulighed for at give en såkaldt straksdom til de tiltalte, fordi de begge tilstod med det samme.

I forvejen var 11 personer anholdt i sagen, heriblandt medlemmer af Hells Angels og støttegruppen Devils Choice.


Seneste nyt

fra Nordjylland