Kristina Bille var tæt på et comeback til Aalborg DH. Men skiftet ser ud til at glippe efter et dårligt tilbud fra nordjyderne.
For et par uger siden kunne TV2/Nord fortælle, at Kristina Bille var tæt på et comeback til nordjysk håndbold. Men det ser alligevel ikke ud til at blive en realitet.
Den 26-årige højrefløj og landsholdsspiller udtaler i dag, at hun har fået et tilbud, men at det ikke var godt nok.
- Tilbuddet svarer vel til, hvad en 16-18-årig håndboldspiller tjener. Jeg er slet ikke interesseret i det på de vilkår. Så kan det langt bedre betale sig for mig at tage et almindeligt 37 timers arbejde. Men det vil jeg ikke - jeg vil gerne spille håndbold. Men som det ser ud nu, tror jeg ikke, det bliver i Aalborg, siger Kristina Bille til sporten.tv2.dk.
Kristina Bille leder derfor efter en anden arbejdsgiver, og tidligere har en anden dansk klub været nævnt på rygtebørsen. Sidste år spillede hun i storklubben Krim Ljubljana fra Slovenien.