Mandag eftermiddag fandt en borger en krysantemumbombe i boligområde i Frederikshavn
En 30-årig mand fra Frederikshavn fandt mandag eftermiddag klokken 15.40 en Krysantemumbombe i Frederikshavn.
Bomben lå i en pose, der hang på et nedløbsrør i et boligområde på hjørnet af Hedevej og Søndergade. Den 30-årige syntes det lignede en krysantemumbombe og ringede derfor straks til politiet.
Politiet kunne bekræfte, at der var tale om det farlige fyrværkeri, som nytårsnat kostede 3 nordjyder livet.
Politiet reagerede prompte og afspærrede området og tilkaldte sagkyndige personer, der skal destruere bomben.
Politiet ved endnu ikke, hvor bomben kommer fra.