Borgmestre: Landkommunerne bliver snydt

Hjørrings borgmester mener, at landkommunerne bliver snydt - og at der er for stor forskel på rige og fattige kommuner. Jammerbugts borgmester bakker ham op.

Der er for stor forskel på rige og fattige kommuner i Danmark, mener Hjørring Kommunes borgmester Arne Boelt (S). Han vil ikke længere stå model til, at bykommunerne har langt flere kroner per indbygger end landkommunerne.

- Det er ulighed af værste skuffe - en ulighed, der gør, at man i flere kommuner oplever mere afvikling end udvikling.

Arne Boelt mener ikke, at udlignings-systemet, der skal sørge for at alle borgere i kommunerne for en lige service, fungerer optimalt. Hjørring-borgmesteren har lige måttet lukke fem skoler, og synes han mangler hjælp til at skabe udvikling.

- Jeg savner langt mere handling og opbakning fra vores landspolitikere, når vi gennemfører de nødvendige besparelser i landkommunerne. Det er svært at stå for udvikling, når økonomien kun giver mulighed for afvikling.

Jammerbugt Kommunes borgmester Mogens Gade (V) er enig.

- Vi har langt færre kroner per indbygger i forhold til nogle af bykommunerne. Vi mister faktisk ikke indbyggere i vores kommune, men det skæve udlignings-system er skyld i, at vi mangler penge og har svært ved at udvikle.

Hjørrings borgmester Arne Boelt (S) og folketingspolitiker Rasmus Prehn (S) diskuterer i aften problemstillingen i vores udsendelse 19:30.


Seneste nyt

fra Nordjylland