Chauffør kritiserer politi

Politiet var med til at optrappe konflikten med de AaB-fans, der skabte ballede fredag aften. Det siger Buschaufføren til TV2/Nord i dag.

Fuldstændig kaotisk! Sådan beskriver chauffør Martin Eisler hjemturen fra Silkeborg fredag aften med en busfuld AaB-fans ombord.

På vejen hjem efter superligakampen gjorde bussen holdt ved værtshuset "Den Gyldne Hest" i Silkeborg. Her havde ca. 15 fans set kampen pga. af karantæne fra de danske stadions.

Ifølge Martin Eisler var det her balladen begyndte - og politiet var med til at eskalere konfrontationen:

- Både politi og fans var meget aggressive og på et tidspunkt kom der en ordentlig dosis peberspray ind i bussen. Jeg følte det som om jeg fik glasskår i øjnene, fortæller Martin Eisler.

Chaufføren ønskede på det tidspunkt ikke at køre bussen videre mod Aalborg , men fik besked på at fortsætte, fordi politiet ikke var interesseret i at tage ansvar for de unge mennesker.

- Selv om de har dårlige erfaringer med denne gruppe behøves man som ordensmagt ikke at fremprovokere uorden, siger Martin Eisler.

Resten af turen mod Aalborg foregik med politieskorte fra tre patruljevogne. Selv om bussen havde fået slået flere ruder ud tillod politiet ingen stop på vejen.

Ved ankomsten til Aalborg blev en person anholdt for balladen.


Seneste nyt

fra Nordjylland