Etniske minoriteter er stærkt i undertal i de nye nordjyske kommunalbestyrelser
Foto: Privatfoto
Socialdemokratiet er det eneste parti i hele Nordjylland, som har lokalpolitikere med minoritetsbaggrund.
Ud af 11 kommuner i hele Nordjylland kan man tælle på én hånd, hvor mange af de kandidater, som er blevet valgt til at sidde i byrådet, er af en anden etnisk herkomst end dansk.
Nuuradin Hussein (S), som har siddet i byrådet i Aalborg siden 2014, er blevet genvalgt og sammen med Rosa Sulaiman (S), den eneste kvinde med minoritetsbaggrund som kandidat til kommunalvalget for Socialdemokratiet. De to udgør halvdelen af de i alt fire valgte kandidater med en minoritetsbaggrund i hele Nordjylland.
Det er 1,4 procent af de valgte kandidater i landsdelen.
Udviklingen har desværre været for langsom.
Rosa Sulaiman (S), valgt ind for Socialdemokratiet
En udvikling i gang
Rosa Sulaiman repræsenterer flere minoriteter i kommunalpolitik. Hun er en kvinde, ung og mørkere i huden end den gennemsnitlige nordjyske politiker. På trods af at være en minoritet i en minoritet har hun sikret sig en plads i byrådet i Aalborg, og det er hun dybt beæret over.
- Jeg synes, at potentialet hos minoriteten er stor, og jeg er virkelig beæret og stolt over, at borgere i Aalborg har valgt at stemme på mig, siger hun.
Rosa Sulaiman mener, at hendes parti Socialdemokratiet gør det godt, da de som det eneste parti i Nordjylland har formået at få medlemmer ind i byrådet med en minoritetsbaggrund.
- Alle partier skal være bedre til at rekruttere forskellige kandidater, som kan afspejle samfundet, og udviklingen har desværre været for langsom. Men der er en udvikling i gang, siger Rosa Sulaiman.
Gav motivation
Den manglende afspejling af minoriteter i nordjysk kommunalpolitik er en af grundene til, at Rosa valgte at gå ind i politik.
- Jeg stiller op til kommunalvalget, fordi jeg vil kæmpe for inklusion af alle i vores samfund. Vores kommune skal afspejle flere borgere, og den udvikling skal partierne også tage del i, siger hun.
Borgere uden dansk statsborgerskab kan stemme
Kommunalvalget er valget, hvor man ikke behøver at være i besiddelse af det rødbedefarvede danske pas for at stemme.
Tilflyttere til de forskellige kommuner, som har boet i Danmark i mindst tre år, er lige så berettigede til at gøre brug af deres demokratiske ret til at stemme som etniske danskere.
Alligevel har listen over kandidater med minoritetsbaggrund ikke været lang, hvis man kigger på det samlede antal medlemmer i byrådet i hele region Nordjylland ved dette kommunalvalg.
En mindre stigning
Ifølge TV2 Nords politiske analytiker Søren Wormslev ligger problematikken i, at kandidaterne ikke er blevet valgt. For han vurderer, at partierne faktisk har gjort en ekstra indsats med at få fat i kandidater med minoritetsbaggrund.
- Jeg tror, at partierne har anstrengt sig for at få kandidater med en anden baggrund, siger Søren Wormslev og uddyber:
- I og med, at vi lever i et repræsentativt demokrati, er det nødvendigt at alle former for borgere i samfundet bliver repræsenteret, og det er muligvis derfor, partierne har forsøgt at få flere forskellige borgere repræsenteret kandidatlisterne end ved det tidligere kommunalvalg, slutter han.