Familiefond donerer millioner til Vestre Fjordpark

Den gennemgribende omdannelse af området ved friluftsbadet i Aalborg støttes med 9,5 millioner.

Det Obelske Familiefond har torsdag doneret 9,5 millioner til Aalborg Kommunes omdannelse af området omkring Friluftsbadet.

Området skal til 2017 være klar som Vestre Fjordpark. En "rekreativ kronjuvel for aalborgenserne" skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse om området, der hvert år bruges af op mod 80.000 mennesker.

Projektet koster i alt 55 millioner kroner og mens Aalborg Kommune sørger for at dække halvdelen af omkostningerne, skal den anden halvdel findes gennem fundraising. Og her er Det Obelske Familiefonds donation et betydeligt skridt på vejen.

- Deres støtte på 9.5 mio. kr. er af helt afgørende betydning for, at projektet bliver realiseret. Det er virkelig en stor cadeau til projektet, at Det Obelske Familiefond vil bidrage på den måde og i den størrelsesorden." udtaler Hans Henrik Henriksen, rådmand for By- og Landskabsforvaltningen.

Parkens fremtidige udformning har været i konkurrence, og vinderprojeket der hedder Working With nature vil skabe sammenhæng mellem fjord og land.

- Der er ingen tvivl om, at det vil skabe stor værdi for Aalborg som helhed, og at Vestre Fjordpark så samtidig kan stå færdig til DGIs landsstævne i Aalborg i 2017 er jo bestemt ingen ulempe, siger fondsadministrator Britta Graae.

Mads Duedahl, rådmand for Sundheds- og Kulturforvaltningen udtaler i en pressemeddelelse:

- Det Obelske Familiefond er med deres støtte med til at sikre, at Friluftsbadet og områderne omkring også i fremtiden kan have en helt unik position i den aalborgensiske badekultur. Det er jeg på vegne af byen og alle borgere, der godt kan lide liv, leg og aktiviteter i tilknytning til vand, dybt taknemmelig over.


Seneste nyt

fra Nordjylland