Heidi Østergaard har kæmpet med utallige sygdomme - og nu har hun brystkræft

I august 2020 fik 49-årige Heidi Østergaard beskeden om, at hun havde brystkræft.

Efter mange år med pacemaker, stomi og utallige operationer, måtte Heidi Østergaard indstille sig på, at et langt forløb med kemoterapi og strålebehandlinger ventede forude.

Som alenemor med en hjemmeboende søn var tanken om endnu flere hospitalsbesøg uoverskuelig.

- Da jeg fik at vide, jeg havde brystkræft, hylede jeg og tænkte, at det kunne ikke passe. Sidste år troede lægerne også, at jeg havde en knude i mit bryst, men det var det heldigvis ikke. Jeg tænkte, det var det samme denne gang, og derfor havde jeg en god mavefornemmelse, inden jeg fik beskeden, siger Heidi Østergaard.

Aldrig alene til behandlingerne

Pludselig skulle Heidi Østergaard forholde sig til en ny virkelighed, og hun var tom for ord.

- Jeg hørte ikke efter, hvad det var, de sagde. Jeg tænkte bare ”hold da kæft, det skal jeg hjem og fortælle min søn,” siger Heidi Østergaard.

Derfor betød det alt for hende, at hendes veninde, Bettina Josefsen, var der til at lytte og stille alle spørgsmålene til lægen - og sådan er det stadigvæk, når hun er til samtaler og behandlinger. Det er en stor tryghed for Heidi Østergaard, at hun ikke er alene, når hun får alle de informationer.

- Jeg skal ikke spekulere på, om jeg nu hører det hele, og hvordan jeg kommer til kemobehandlinger, for det hjælper Bettina med. Man kan ikke få hjælp til kørsel eller noget som helst, så hvis man ikke har nogen til at hjælpe en, så står man meget alene, siger Heidi Østergaard.

Tidligere chef og bedste veninde

De to veninder lærte hinanden at kende, da Heidi Østergaard blev ansat ved det lokale bowlingcenter i Hobro, hvor Bettina Josefsen var chef. Som chef gennem 10 år har Bettina Josefsen altid hjulpet og haft forståelse for, når Heidi Østergaard måtte blive hjemme, fordi endnu en sygdom ramte hende.

- Inden jeg blev kræftsyg, gik vi tit på loppemarkeder eller kørte ture til Tyskland. Nu hygger vi os med at spise rundstykker. Jeg skrev til hende en dag, hvordan jeg nogensinde kan gengælde alt det, hun gør for mig, siger Heidi Østergaard.

Selvom de ikke kan lave de samme ting som før, understreger Heidi Østergaard, at det vigtigste er, at de er sammen.

Det gamle liv venter forude

Heidi Østergaard fik fjernet sit bryst kort tid efter, at hun fik konstateret kræft. Når hun er færdig med sit forløb med kemoterapi og hele 25 strålebehandlinger, er der udsigter til, at de to veninder kan tage på genbrugs-shopping igen.

Lægerne regner med, at Heidi Østergaard bliver kræftfri, når forløbet er overstået, og det vælger Heidi Østergaard at stole på, selvom det er svært.

Karsten Christensen var hos inde lægen til kontrol, da lægen fik den dårlige nyhed.

To uger forinden var Karsten Christensens lunge klappet sammen. Da han blev opereret for det, blev der taget et skrab af lungen. Mens Karsten Christensen var til kontrol inde ved lægen, bankede det på døren.

Alt havde ellers set fint ud, men nu blev lægen kaldt ud af lokalet. Lægen skulle ringe til nogen, og det var bedst det skete med det samme. Det var Karsten Christensen prøver, der var svar på, og da lægen kom tilbage fik Karsten Christensen den besked, som ingen har lyst til at høre.

Vævsprøven viste ondartet kræft på lungehinden.

Klappen gik ned

Efter ordet lungehindekræft hørte Karsten Christensen ikke mere.

- Han kiggede på mig, men mine ører var allerede klappet i. I 1986 mistede jeg min far til samme sygdom. Så spolede jeg filmen 30 år tilbage til det, fortæller Karsten Christensen.

Men ved hans side sad hans støtte gennem det kræftforløb, der nu skulle i gang. Hustruen Anita Christensen holdt ham i hånden, og hun hørte lægens ord.

I bilen på parkeringspladsen udenfor sygehuset tog hun igen sin mand i hånden og fortalte ham, hvad lægen havde forklaret: At det ikke var en dødsdom. 

- Men det hørte jeg slet ikke, siger Karsten Christensen.

Den videre behandling skulle foregå på Rigshospitalet, som er det eneste sted i Danmark, hvor man udfører operationer for lungehindekræft.

Til Rigshospitalet 16 gange sammen

Karsten og Anita Christensen bor i Storvorde, og turen til Rigshospitalet kan være meget lang. Men turen har aldrig været ensom for Karsten Christensen. Alle de gange han har været på hospitalet i København, har hustruen været med ham.

- Jeg tror, det er blevet til 16 gange på Rigshospitalet. Hun har været med hver gang. Vi er kørt derover i bil, siger Karsten Christensen.

Første lægesamtale var hård. Inden en operation kunne komme på tale, så skulle der foretages en masse undersøgelser. Viste bare én af de undersøgelser tegn på, at lungehindekræften havde spredt sig, så ville Karsten Christensen ikke blive indstillet til operation.

- Hver undersøgelse var som en eksamen, husker Karsten Christensen.

Og på spørgsmålet om, hvad det har betydet, at Anita Christensen troligt har været ved hans side gennem dette forløb, bliver Karsten Christensen berørt og stille, men siger så:

- Det kan ikke beskrives. Det kan jeg aldrig sige nok tak for.

Sidst på vinteren var der dog godt nyt. Karsten Christensen blev indstillet til operation. 

Anita holdt gejsten oppe

Karsten Christensen blev opereret den 3. marts 2020. Tiden op til og efter operationen var hård med kemobehandlinger og få kræfter i kroppen.

Og Karsten Christensens overskud var ikke eksisterende. Sommetider gik det ud over hustruen – og det er han ked af, hun skulle opleve.

- Det har været hårdt bagefter, for der er opture og nedture. Nætter hvor man bare har gået frem og tilbage, og det har hun også stor forståelse for. Og at man også sommetider har snæret. Jeg ved godt, jeg har været lidt trekantet ind imellem. Hvor hun har snakket med mig om det, og så har vi alligevel kunnet komme igennem det, siger Karsten Christensen.

Men sygdommen har også bragt noget positivt med sig. Karsten og Anita Christensen har kendt hinanden siden 1982. Og selv om man kender hinanden rigtigt godt efter årtiers samliv, så kan man stadig lære endnu mere nyt om hinanden.

- Vi er blevet bekræftet i, at vi altid er der for hinanden. Hverken hun eller jeg vil nogensinde glemme den her periode. Hvis man kan klare det her, så skal der godt nok meget til, før man giver op.

I år skal juletræet være stort

Nu kigger Karsten og Anita Christensen fremad.

Karsten Christensen har allerede været til to kontroller, og i efteråret venter den tredje. Indtil videre har de vist, at der ikke er udvikling i sygdommen, og det er godt nyt.

Og sidst på året, skal der rettes op på den jul, som familien fik ødelagt sidste år, hvor Karsten Christensen gik til undersøgelser og ventede på afklaring på, om han overhovedet kunne blive indstillet til operation.

- Det er stadigvæk hårdt, men vi kigger meget fremad. Sidste år var juletræet 30 centimeter højt, og vi købte det henne ved købmanden. Vi tænkte, lidt jul skal vi have. Men jeg vidste ikke engang, om jeg ville være her til den tid, siger Karsten Christensen.

I år skal juletræet være stort, og højtiden skal Karsten Christensen fejre med sin Anita, sin hustru, sin bedste ven, som han er evigt taknemmelig for:

- Hun har været stærkt for os begge to. Hvis jeg skal bedømme vores ægteskab, så er det ikke kun et ægteskab, det er også et kanon godt kammeratskab. Et ægteskab, det kan alle sammen have. Men vi har også altid været bedste venner og hjulpet hinanden.

Det er de færreste unge mennesker, der tænker, at en kræftsygdom er det næste kapitel i deres liv, men det blev det for Annemette Nyholm.

Hun var kun 27 år, da lægen fortalte hende, at hun var syg med livmoderhalskræft.

Lægerne havde opdaget tumoren for sent, og fremtiden så sort ud. Som mor til en dreng på fem år var hendes første tanke, hvad der skulle ske med hendes søn.

- Jeg prøvede at forberede mig på, hvad der skulle ske med ham, når kræftsygdommen var så slem, som den var. Det var uvirkeligt, mærkeligt og hårdt. Jeg tror egentlig ikke, jeg forstod det, da jeg fik beskeden i telefonen. Det var først, da behandlingerne var i gang, det gik op for mig, at jeg var alvorligt syg, siger Annemette Nyholm.

Mor er alvorligt syg

For Annemette Nyholm var det svært at finde ud af, hvordan og hvor meget hun skulle involvere hendes søn i hendes kræftforløb. Annemette Nyholm og hendes kæreste fik tilbudt, at deres søn kunne tale med en børnepsykolog, men deres dreng er meget følsom.

Sammen med deres egen læge blev de enige om, at deres søn skulle vide, at hans mor var syg og derfor havde brug for at komme på sygehuset. Han skulle dog skånes for flere detaljer i hans unge alder.

-  Vi synes ikke, han skulle gå og bekymre sig om, hvad der skete og få at vide i børnehaven af nogle andre, at hans mor har kræft, og at deres mormor for eksempel var død af kræft eller noget andet. Det ville vi ikke have, at han skulle udsættes for, siger Annemette Nyholm og fortsætter:

- Lige pludselig var det far, der skulle tage over på de ting, jeg normalt gjorde. Det har han bare tacklet mega godt. Han er sej.

Min mor smed alt, hvad hun havde i hænderne

Imens Annemette Nyholm kæmpede for at overleve, var hendes mor, Gitte Jul, en stor støtte for hende. Annemette Nyholm vidste, at hun altid kunne ringe dag og nat. Intet var for stort eller for småt.

- Hun har været med til samtalerne på sygehuset og passet vores dreng. Hun har gjort vores hus rent, lavet mad og handlet ind, siger Annemette Nyholm.

En uge efter Annemette Nyholm fik besked på, at hun havde kræft, skulle hendes ene hund have hvalpe. Gitte Jul kom derfor og passede de nye familiemedlemmer.

- Hvis min kæreste ringede til min mor en aften meget sent, fordi jeg var nødt til at blive indlagt, så kom hun med det samme. Endda til trods for at min stedfar er meget syg af sclerose, men alligevel så smed hun alt, hvad hun havde i hænderne, siger Annemette Nyholm.

Det sidste år er Annemette Nyholm og hendes mor blevet endnu tættere.

Kræftfri i september 2020

Efter et år med hospitalsbesøg lige så ofte, som vi andre brokker os over hverdagens praktiske gøremål, blev Annemette Nyholm erklæret rask i september 2020.

- Det er både super fedt men også uvirkeligt, siger Annemette Nyholm.

Nu skal hun ikke længere bekymre sig over, hvordan hendes behandlinger er gået, men hendes hverdag er langt fra normal endnu.

- Mit kræftforløb har gjort, at jeg ikke går og pylrer over småting, for jeg er jo egentlig bare glad for at være her. Jeg glæder mig til at leve igen, for det har jeg ikke gjort det sidste år, siger Annemette Nyholm.

Villy Harlev Jensen var bidt af landbrug. Han var bonde med stort B, og man kunne altid snakke med ham om traktorer og alt, hvad der ellers hører til på en rigtig bondegård.

Det kunne han også, da han blev indlagt på det palliative afsnit på Farsø Sygehus, da han blev syg med lungehindekræft. For personalet satte tiden af til at snakke med ham om de ting, han interesserede sig for. Det satte han pris på.

Men Villy Harlev Jensen er her ikke mere. Den 19. september trak han vejret for sidste gang. Han sov ind på Farsø Sygehus på den samme afdeling.

Og Ville Harlev jensens datter, Elsebeth Harlev, vil gerne takke personalet for deres store omsorg for hendes far.

Der er ikke mere at gøre

Elsebeth Harlevs far fik konstateret lungehindekræft i oktober 2019. Lægerne fandt ud af, at der var noget galt, da han blev indlagt første gang i uge 42.

- Han havde været med i landbrugsformidlingen og stået på en stand oppe i Fårup Sommerland om tirsdagen. Onsdag blev han indlagt med tre liter væske på lungerne. Ingen forstod, hvordan han kunne holde til det, fortæller Elsebeth Harlev.

Men bonden Villy var ikke sådan at slå ud.

Villy Harlev Jensen blev sendt til behandling på Rigshospitalet, men i februar 2020, kort efter hans 80-års fødselsdag, fik familien besked om, at lægerne desværre ikke kunne gøre mere.

I maj blev han første gang indlagt på den palliative afdeling på Farsø Sygehus ved det, der kaldes Team for Lindrende Behandling. En afdeling, der hjælper patienter med uhelbredelig sygdom.

Her var Villy Harlev Jensen indlagt indtil den 8. juni. Men så ville han altså også hjem igen, for den dag havde han 52-års bryllupsdag med sin kone.

- Afdelingen i Farsø sagde bagefter, at da de sendte ham hjem den 8. juni, så forventede de, han kom tilbage efter få uger. Men der gik noget længere tid, han skulle jo lige have høsten i hus, siger Elsebeth Harlev.

En sidste høst

Villy Harlev Jensen endte med at være hjemme fra sygehuset i tre måneder. Han var stadig aktiv landmand, og høsten skulle overstås. Det var helt naturligt for bonden.

Derefter gik det stærkt ned af bakke, og den 16. september blev han indlagt igen i Farsø.

Den sidste uge havde han været indlagt af flere omgange på sygehuset i Aalborg, men Villy Harlev Jensen sagde: ”Åh, må jeg ikke godt komme til Farsø,” og det fik han lov til.

På Farsø kendte han personalet. Her var han tryg, fortæller datteren. Og her kunne personalet tale med Villy Harlev Jensens om hans store passion – landbrug:

- Det var personalet, han ville ned til i Farsø. Han var tryg dernede. Når det er lungehindekræft, så kan man ikke få luft, selv om man bruger et iltapparat. Det er det, der har været det hårdeste at se på. Men så følte han sig tryg i Farsø nede ved landbrugstøserne, som han kaldte dem på afdelingen, siger Elsebeth Harlev.

Humoren holdt ved

Elsebeth Harlev roser også personalet for den måde, de holdt humøret højt sammen med hendes far. Både far og datter brugte humor i et forsøg på at komme igennem den svære tid.

- Han jokede med personalet og skabte god stemning. I Aalborg og på Rigshospitalet forstod de nok ikke hans humor, men i Farsø der forstod de ham, siger Elsebeth Harlev og fortsætter:

- Vi oplevede, at i Farsø kunne man snakke om andet en sygdom. På de andre sygehuse handlede det mest om sygdom, og det havde han ikke brug for.

Generelt oplevede familien, at der var god tid. Tid til at snakke. Tid til at hjælpe både Villy Harlev Jensen og hans familie lige til det sidste.

- De var der bare for os uden at være påtrængende. Der blev sørget for, vi blev kaldt derned, da han blev rigtigt dårlig. Det var en fredag formiddag. De fortalte, vi ikke kunne vide, hvor lang tid, der ville gå. Der kunne gå timer eller dage. Der blev det sådan, at vi fik to senge dernede, vi kunne råde over, og personalet rådede os til at vi skulle blive der, siger Elsebeth Harlev.

Lørdag den 19. september sov Villy Harlev Jensen stille ind.

- Der havde personalet heller ikke travlt. Der var ro på hele vejen igennem. Selv om der kun var en på vagt om natten, så mærkede man slet ikke til det. Dagen efter var jeg dernede med remedier, far havde lånt. Der sagde personalet: ”Vi har lyst til at give dig et knus, men det må vi jo ikke,” siger Elsebeth Harlev med henvisning til muligheden for coronasmitte.

Alt i alt så er Elsebeth Harlev enormt taknemmelig for den behandling, familien fik, da de skulle sige farvel til Villy Harlev Jensen.

- Hvis jeg tænker tilbage i dag, så er det ikke alle gangene på sygehuset i Aalborg eller på Rigshospitalet, der popper op. Så er det de gange, vi har besøgt ham i Farsø, som jeg husker, og som jeg tager med mig fremover.

I juli 2019 blev 71-årige Henning Nielsen fra Løgstør konstateret syg med prostatakræft. Han kom ovenpå efter endt strålebehandling i foråret 2020, men der skulle ikke gå mange måneder, før kræften igen kom indenfor døren.

- Jeg havde en god sommer, og så skulle jeg så til kræftscreening. Der fandt de noget på min tyktarm, så jeg blev sendt i kræftpakke øjeblikkeligt, fortæller Henning Nielsen.

Henning Nielsen fik konstateret tyktarmskræft, og i forbindelse med undersøgelserne af det fandt lægerne også kræft på lungerne. 

Familien står side om side med Henning

Tre sideløbende kræftdiagnoser er en stor omvæltning. Men Henning Nielsen er ikke alene.

Ved Henning Nielsens side står sønnen Torben Nielsen og svigerdatteren Stine Bak Frederiksen. En uvurderlig støtte i en ellers svær tid.

- Min søn er med altid, når jeg er til en vigtig samtale. Hans arbejde har givet ham den frihed, der skal til, for at han kan støtte mig, siger Henning Nielsen.

Særligt under coronaen har det været svært at komme ud og ordne dagligdagens gøremål. Som kræftpatient tager Henning Nielsen ekstra mange sikkerhedsforanstaltninger for at sikre sig mod coronasmitten, og det hjælper familien med.

- De køber ind for mig, når jeg ikke er i stand til at købe ind. Og de ringer hver eneste dag og spørger, hvordan jeg har det, siger Henning Nielsen og fortsætter:

- Det er svært at få sagt tak. Familien er det eneste, jeg har. Det betyder alt.

Lego og gåture med børnebørnene

Mens sønnen og svigerdatteren hjælper med at få hverdagen til at hænge sammen, så er der to andre, der også hjælper Henning Nielsen med at finde smilet frem.

De to børnebørn - Sille på 6 år og Viktor på 4 år.

- Vi bygger meget LEGO. Jeg nyder også at komme til stranden. Vi har en mose 500 meter fra, hvor vi bor, og der er svaner. Der var vi nede i søndags og gå en tur. Vi nyder at komme ud i naturen sammen. Vi prøver at være ude altid, så vi ikke bliver smittet med noget. Men vi har nogle dejlige dage sammen, fortæller Henning Nielsen.

Der er ingen tvivl om, at Henning Nielsen nyder rollen som bedstefar, og han fortæller, hvordan det giver fornyet energi, når han kan vise børnebørnene, at bedstefar sagtens kan endnu.

Blandt andet, når den tidligere murer kan hjælpe med at ordne ting i huset hos Torben og Stine.

- Mine to børnebørn er det bedste, jeg har i verden. Det er svært med det her corona, men de elsker, når bedstefar han laver noget med dem. Det er opløftende. Det lever man for nu - at være noget for sine børnebørn og sin familie, siger Henning Nielsen.

Kampen er ikke slut endnu

Den 9. oktober blev Henning Nielsen opereret for tyktarmskræft og fik fjernet halvdelen af sin tarm. I november fortsætter undersøgelserne på hans lunger.

At kæmpe mod tre forskellige former for kræft vil knække mange. Men Henning Nielsen har bestemt sig for, at han ikke vil give op.

- Jeg er heldig, at det er opdaget tidligt og i et forstadie i forhold til tarmkræften og lungerne, siger Henning Nielsen og fortsætter:

- Jeg er også optimist, og jeg kæmper med mit gode sindelag og vil se lyst på tilværelsen. Canceren skal ikke få mig til at knække.

  ↵

  ↵