Frustrerede sygeplejersker til regionsråd: I må prioritere

Dansk Sygeplejeråd vil have regionsrådet til at prioritere, hvor der skal spares, når Region Nordjylland i 2016 skal spare 207 millioner kroner på sundhedsområdet.

Omkring 30 utilfredse sygeplejersker var i dag mødt frem foran regionshuset i Aalborg. De var mødt frem for at vise deres frustrationer over, at der i 2016 skal spares i det nordjyske sundhedssystem.

- Hvis de gerne vil have, at vi skal spare, så skal de prioritere vores arbejde, siger sygeplejerske Anja Pors, hvilket var det helt store spørgsmål foran regionshuset, inden hun uddyber.

- Det er altså dem, der skal til at tage stilling til at få prioriteret vores kerneopgaver, for vi kan i forvejen ikke nå vores kerneopgave, siger Anja Pors, der til dagligt arbejder på Aalborg Universitetshospital.

Flere regionsrådsmedlemmer tog diskussionen med de fremmødte sygeplejersker. Her var budskabet klar.

- Vi har forsøgt at gøre det så godt, vi kan, men vi bliver også nødt til at se på, at vi har en pose penge, og vi kan ikke fordele den bedre, end vi har gjort, hvis vi har gjort det, vi kunne, siger Kristoffer Hjort Storm (Dansk Folkeparti).

Efter regionsrådsformand, Ulla Astman (Socialdemokraterne) havde svaret på de fremmødte sygeplejerskers bekymringer, var det en flok nedtrykte sygeplejersker, der forlod mødet.

- Jeg er dybt frustreret. Jeg kan godt frygte, hvordan det kommer til at blive, når vi skal sige farvel til nogle medarbejdere på min afdeling. Vi går hjem hver dag og tænker, at i dag har vi ikke gjort vores arbejde godt nok, og det bliver absolut ikke bedre, siger Maria Madsen, inden hun slutter:

- Jeg uddannede mig til sygeplejerske for at gøre en forskel for mennesker, og det kan jeg ikke gøre mere.

Der er i budgetaftalen for 2016 lagt op til, at der skal spares 207 millioner kroner, hvilket svarer til omkring 350 stillinger.


Seneste nyt

fra Nordjylland