God måned for tyveknægte

 God måned for tyveknægte

Nye tal viser en kraftig stigning af antallet af indbrud i Aalborg Kommune i årets første måned. Trods en styrket politiindsats er indbrudskurven i region Nordjylland ikke knækket.

Indbrudstyvene havde travlt i januar 2011. I Aalborg Kommune var der 144 indbrud i private hjem mod 93 i januar 2010. Det er en stigning på 55 procent. Det viser nye tal fra Indbrudsgruppen under Nordjyllands Politi.

Det er selvfølgelig en kedelig udvikling og den vil vi selvfølgelig prøve at stoppe, siger Ole Jensen der er leder af indbrudsgruppen. Stigningen sker på trods af at Nordjyllands Politi i januar og februar i år anholdte 57 personer for indbrud. 21 for indbrud i villaer, resten for indbrud i erhvervsvirksomheder.

Det er jo ikke fordi vi ikke har gjort en indsats i denne periode, men alligevel har vi ikke kunnet undgå en stigning, siger Ole Jensen.

Indbrud i beboelse er et af Politiets nationale indsatsområder, og i Nordjylland har man blandt andet styrket indsatsen ved oprette en specialstyrke, der om natten leder efter tyveknægte. Alligevel har Nordjyllands Politikreds siden 2008 årligt haft omkring 7.000 anmeldelser om indbrud.


Seneste nyt

fra Nordjylland