Guld-Harald var timer fra at lukke Brøndby

Tidligere topfolk i FCK afsendte i september en konkursbegæring mod økonomisk hårdt plagede Brøndby. Her i blandt den legendariske fodboldstjerne fra Frederikshavn.

Brøndbys økonomiske kvaler er så alvorlige, at klubben i september reelt var under et døgn fra en ødelæggende konkurs. Det afslører Ekstra Bladet.

Anført af Harald Nielsen, en af 1960'ernes største stjerner i italiensk fodbold og tidligere bestyrelsesformand for FC København, afsendte firmaet Absi i september en konkursbegæring mod den børsnoterede fodboldklub.

Onsdag den 5. september skulle begæringen behandles i Skifteretten, men dagen før fik Brøndby afviklet sit mellemværende med Absi, der også har den tidligere FCK-direktør Jørgen Glistrup i bestyrelsen.

Harald Nielsen bekræfter det dramatiske forløb, som blev udløst af et tilgodehavende på 1,5 million kroner. Absi havde ventet i flere måneder på at få pengene.

- De blev ved med at trække tiden, og til sidst havde vi ingen anden udvej. De endte med at at betale pengene, dagen inden vi skulle i retten, siger han til Ekstra Bladet.

Harald Nielsen ejer sammen med sin hustru en tredjedel af Absi. Firmaet var i maj blevet enige med Brøndby om at samarbejde. Absi skulle hjælpe klubben med at lancere et bonuskort for sponsorer og fans, som dermed kunne få rabat på en lang række varer.

Samarbejdet blev afbrudt efter sommerferien - men Brøndby betalte de penge, som Absi havde til gode.

- Det er da trist og sørgeligt, at man skal gennem sådan noget. Men det er klart, at vi blev jo voldsomt frustrerede over, at de hele tiden forsøgte at tale udenom, når vi forsøgte at få vores penge, siger Harald Nielsen.

Tommy Håkansson, direktør i Brøndby, afviser over for Ekstra Bladet at have kendskab til konkurstruslen. Han bekræfter kun, at klubben har haft et samarbejde med Absi, som nu er stoppet.


Seneste nyt

fra Nordjylland