Hercules klar til at uddele nødhjælp

Den danske regering overvejer at sende Hercules-fly til Irak med nødhjælp. Derfor forbereder man sig lige nu på Flyvestation Aalborg til måske at skulle deltage i en humanitær operation.

Det store Hercules-fly er lige nu til serviceeftersyn på Flyvestation Aalborg, men snart kan flyet være på vej til Irak med nødhjælp til hundredetusindvis af irakere, der er drevet på flugt som følge af IS-bevægelsens overgreb.

- Det er jo ofte, hvor der er folk på jorden, der har behov for at få enten fødevarer, medicin, vand eller andet frem, hvor man kan sige at den øvrige infrastruktur umuliggør en almindelig transport, siger major V. Iversen, eskadrillechef for Eskadrille 721.

Tidligere har Hercules-fly blandt andet været brugt til at udbringe nødhjælp ved tsunamien i Sydøstasien, jordskælv i Tyrkiet og senest i forbindelse med urolighederne i Mali.

- Det er jo dejligt at kunne hjælpe. Og det er også derfor, at der ikke er nogen tvivl om, at vi alle sammen mener, at vi gør en forskel både på den humanitære side, men naturligvis også også politisk, siger major V. Iversen.

Forslaget om at deltage i en humanitær operation i Irak har politisk opbakning i Folketinget, men i Aalborg ved man endnu ikke, om Hercules-flyet snart skal på vingerne.


Seneste nyt

fra Nordjylland