Hjemmehjælper: - Jeg faldt i søvn bag rattet

Træthed og kørsel er en livsfarlig cocktail med en stærkt undervurderet risiko, mener Rådet for Sikker Trafik - og færdselspolitiet i Nordjylland. En hjemmehjælper fra Skagen er en af dem, der har prøvet at køre galt, fordi hun var for træt.

Efter at have været på arbejde hele weekenden satte hjemmehjælper Mariann Jacobsen fra Skagen sig bag rattet i sin bil med datteren på bagsædet.

Det skulle bare have været en hurtig smuttur fra Skagen til Jerup og hjem igen, men pludselig overmandede trætheden Mariann Jacobsen.

- Jeg lukkede kun øjnene i nogle få sekunder, og så gik det ellers stærkt. Vi fløj ud på en mark, og bilen slog kolbøtter, siger Mariann Jacobsen til TV2/Nord.

Træthed i trafikken kan være lige så risikabelt som spritkørsel. Reaktionsevnen og reflekserne bliver sløve, og vi risikerer at slumre hen, hvis vi presser kroppen for meget og bliver ved med at køre, når vi er trætte.

- Hvis man ikke kan føre køretøjet på fuld betryggende måde, så er det strafbart i stil med spirituskørsel, siger Claus Kjær-Pedersen, der er leder af Operativ Færdsel ved Nordjyllands Politi.

Herhjemme findes der ingen statistik på hvor stort problemet reelt er. Men ifølge Rådet for Sikker Trafik, viser undersøgelser fra Sverige og Norge, at andelen af ulykker som følge af træthed udgør op mod 20 procent.

Mød blandt andre hjemmehjælper Mariann Jacobsen i Nordjylland LIVE mandag klokken 19.30.

De Pressede Danskere

Også i den her uge sætter TV 2 og TV 2 Regionerne fokus på "De Pressede Danskere". I sidste uge handlede det om stress, og nu stiller vi så skarpt på danskernes søvnproblemer. Når trætheden melder sig, og øjenlågene bliver tunge, er det direkte livsfarligt at sætte bag rattet i bilen. Alligevel har seks ud af ti danske bilister i det seneste år kørt bil, selv om de har følt sig for trætte til det. Det viser en måling fra Megafon lavet for Rådet for Sikker Trafik.

Seneste nyt

fra Nordjylland