Hvem skal vinde Handicapprisen 2015?

Kender du nogen, der gør noget godt for de handicappede og fortjener et ekstra klap på skulderen, så er det nu, du skal indstille dem til Handicapprisen.

Jammerbugt Kommune efterlyser kandidater til en hyldest af hverdagens helte.

Har du for eksempel en kollega, der gør lidt mere for handicaptilgængelighed på arbejdspladsen end forventet? Eller har du en ven, der laver frivilligt arbejde til fordel for handicappede?

Så er det nu, de skal have ros for deres ekstra indsats.

Hvert år uddeler Handicaprådet i Jammerbugt Kommune en pris, der hylder en person, forening, organisation eller virksomhed, som gør noget for at forøge livskvaliteten for handicappede mennesker.

Nye arbejdspladser, forbedret tilgængelighed og oplysning om handicappedes forhold er alle blandt de ting, der bidrager til dette. Og dem, der gør det bedst, skal belønnes, mener man i Jammerbugt Kommune, som nu hiver kolde kontanter frem af kommunekassen.

Den heldige vinder af Handicapprisen i 2014 blev Anette Winther, som er synshandicappet konsulent for Dansk Blindesamfund i Jammerbugt og Vesterhimmerland kommuner.

Tidligere er prisen gået til Autismecenter Nordbo i Aabybro, Hotel Slettestrand, Fårup Camping, Fjerritslev Handelsstandsforening, Fjerritslev Boligforening, Øland Golfklub og Blokhus Ridecenter.

Rådet modtager nomineringer indtil den 3. november 2015, så skynd dig, da Handicaprådet ikke uddeler prisen uden egnede nominerede.

Prisen er på 3.000 kroner og uddeles den 3. december på FN's internationale handicapdag.

Forslag med en kort beskrivelse af den særlige indsats indsendes til Jammerbugt Kommune, Handicaprådet, Toftevej 43, 9440 Aabybro eller på mail til hvm@jammerbugt.dk senest den 3. november 2015.


Seneste nyt

fra Nordjylland