Kommunale sladretjenester bruges til chikane

Den nordjyske skatteminister Karsten Lauritzen har netop nedlagt SKATs anonyme sladretjeneste, men i de fleste nordjyske kommuner kan borgerne stadig anmelde hinanden anonymt for socialt bedrageri. Kommunerne vil nemlig ikke følge SKATs eksempel og nedlægge det som nogen kalder stikkerlinjer. Heller ikke selvom de anonyme anmeldelser nogen gange bliver brugt til chikane.

Næsten 4,3 millioner kroner. Så mange penge hentede Hjørring Kommunes kontrolteam tilbage til kommune- og statskassen sidste år ved at afsløre socialt bedrageri. Teamet glæder sig, når de afslører borgere, der har snydt stort.

- Det er da selvfølgelig dejligt. Det gavner jo både kommunekassen og alle de skattepligtige borgere i kommunen. Det er rigtig rart, og det er jo det jeg er ansat til. Så det er skønt, fortæller Anne Mette Kronborg, sagsbehandler hos Hjørring Kommunes kontrolteam.

Kontrolteamet afslører typisk kontanthjælpsmodtagere, der arbejder sort eller forældre der uberettiget får penge ved at udgive sig for at være enlige. Teamet fik 184 anmeldelser sidste år. 105 af dem var anonyme.

- Når folk vil være anonyme er det som regel fordi det er naboen eller søsteren eller kollegaen de melder. De vil ikke have ballade og være uvenner, forklarer Anne Mette Kronborg.

Flere juridiske eksperter er kritiske overfor de anonyme sladretjenester. Man har ret til at vide hvem der anklager en for noget lyder kritikken.

- Det er gratis for alle parter undtaget for den der bliver anmeldt at man kan komme og anmelde folk anonymt, siger Nina Von Heilmcrone, lektor i offentlig forvaltning, Aalborg Universitet.

Kommunernes sladretjenester bliver også brugt til at chikanere ekskærester og naboer. Det oplever de også i Hjørring.

- Det sker tit - rigtig ofte. Der kan vi jo allerede i undersøgelsesfasen når vi modtager anmeldelsen hurtigt fange om det er chikane. Dem henlægger vi med det samme og gør ikke mere ved. Er du ikke sikker at i fanger det hver gang, der er tale om chikane? Det er jeg overhovedet ikke sikker på. Det kan vi ikke være sikre på. Det kan vi aldrig være sikre på, siger Anne Mette Kronborg fra Hjørring Kommunes kontrolteam.

Lektor Nina Von Hielmcrone siger at hun netop kender til eksempler, hvor kommuner har indkaldt borgere til en samtale på baggrund af en anonym henvendelse som viste sig at være chikane.

- Det er muligt at kommunerne i nogen situationer kan gennemskue chikane, men det er i hvert fald ikke hver gang, siger Nina Von Heilmcrone.

I en tredjedel af anmeldelserne sidste år afslørede Hjørring kommune socialt bedrageri. Hvis kommunens anonyme sladretjeneste blev nedlagt, så ville der være meget mere bedrageri. Det er Anne-Mette Kronborg overbevist om.

- Selvfølgelig skal retssikkerheden overholdes, men hvem er det, det er synd for. Er det den der snyder, hvis vi opdager det, eller er det alle de andre, der betaler for det, spørger Anne Mette Kronborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland