Kunder frygter designtyverier

Kendte klassiske designmøbler er så populære hos tyvene, at det får nogle kunder til at holde sig væk fra attraktive sager.

Hos Brødrene Sørensen i Aalborg er butikken spækket med dyre designmøbler. Men ejer Michael Harbo oplever, at kunderne er påpasselige med at købe klassikere fra eksempelvis Arne Jacobsen eller Poul Henningsen. Det er nemlig lige præcis kendte designmøbler, som tyvene er på jagt efter.

- Det påvirker os. Det gør det. Så nogle gange må finde noget til kunden, der er knap så populært i tyvenes øjne, siger ejer af Brødrene Sørensen, Michael Harbo.

For et stykke tid siden fik en af Michael Harbos kunder stjålet både Ægget og Svanen. Herefter kom kunden tilbage og fik dem genleveret. Men da indbrudstyvene var på spil for tredje gang, havde kunden fået nok.

- Og så måtte vi jo finde nogle alternativer til klassikerne, siger Michael Harbo.

Designsalget af de store klassikere på det sorte marked er i løbet af de seneste år blevet mere svært at spore. Nye elektroniske muligheder og sociale medier har gjort det stort set umuligt for politiet at fange de ulovlige salg.

- Hvis man tager Facebook, er der mange lukkede grupper, som der ikke er fri adgang til, og det er blandt andet det, der gør, at det er så svært at efterforske, siger Ole Jensen, politikommissær ved Nordjyllands Politi.

Ifølge politiet er det typisk en almindelig dansker, der uden at vide det ender op med at købe de stjålne designmøbler. Så er man på udkig efter en billig Svane eller Ægget til en spotpris, så skal man være ekstra varsom.

- Hvis en stol, der normalt koster 60.000 kroner, lige pludselig kun koster 15.000, skal man måske lige tænke sig om, inden man køber den, siger Ole Jensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland