Løber fra valgløfte til barnløse

 Løber fra valgløfte til barnløse

Venstres medlem af regionsrådet Marian Geller rettede søndag skarp kritik mod socialdemokraten Flemming Møller Mortensen, som hun mener har lovet vælgerne alt for meget under valgkampen.    

Allerede i sommer udtalte Flemming Møller Mortensen i medierne, at en kommende socialdemokratisk ledet regering ville "rulle tiden tilbage" og fjerne brugerbetalingen på behandling mod  barnløshed.

-   Men i den nye regeringsgrundlag er det løfte fuldstændig glemt, påpeger Marian Geller, - Det er at føre vælgerne bag lyset. Og det er helt moralsk forkasteligt.  

Flemming Møller Mortensen, der i dag sidder i Folketingets sundhedsudvalg, mener nu ikke vælgerne skal føle sig snydt - og personligt betegner han stadig sagen om gratis fertilitetsbehandling som hjerteblod.

- Nogle ting er med i regeringsgrundlaget - og nogle ting gemmer man til næste års finanslov. Begge dele er lige seriøst, siger Flemming Møller Mortensen i dag til TV2/Nord og tilføjer, - Jeg tror alle borgere i Danmark har forståelse for at en regering lige skal ha' lov at sætte sig i stolen.

Den forklaring køber Marian Geller ikke:

- Selvfølgelig er man nødt til at gå på kompromis, når man kommer i regering med andre partier - men det vidste man altså også før man satte sig til bordet.

 

 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland