Markant flere underretninger

Nordjyske kommuner har oplevet markant stigning i antallet af underretninger.

I en tid, hvor Serritslevsagen står højt på dagsordenen i Nordjylland, oplever de nordjyske kommuner, at borgere såvel som kommunalt ansatte er blevet bedre til at underrette kommunen, hvis de oplever tegn på mistrivsel hos børn. Det gør sig blandt andet gældende i Mariagerfjord Kommune.

- Vi kan se, at der næsten er en fordobling fra 2009 til 2010 på antallet af underretninger på familier og børn, der har det svært, siger Kit Borup, familiechef i Mariagerfjord Kommune. Hun tilføjer, at antallet af underretninger i 2009 var 223, mens det i 2010 er steget til 448.

I flere andre kommuner, som TV 2 Nord har talt med i dag, meldes der også om stigninger. For eksempel i Brønderslev Kommune. Her er antallet steget med 10 procent.

- Vi har nok at se til!, Sådan lyder den helt klare melding i Jammerbugt
Kommune, hvor forebyggelseschef Susanne Berke kan berette om en stigning fra 98 underretninger i 2008 til 259 underretninger i 2010.
Fælles for kommunerne er, at de er meget glade for, at borgernes opmærksomhed tilsyneladende er blevet skærpet.

- Det er jo vores grundlag for at kunne komme ud og hjælpe familierne, så vi vil jo rigtig gerne have, at der kommer mange underretninger ind, når folk er bekymrede, siger Kit Borup, familiechef i Mariagerfjord Kommune.


Seneste nyt

fra Nordjylland