- Moar, hvorfor har julemanden fars sko på? Fem råd til julemænd

Inden længe vil adskillige nordjyske hjem få besøg af selveste julemanden. Eller er det nu den rigtige julemand? Her får du fem gode råd, så børnene ikke fatter mistanke.

Det er fast tradition at fædre eller bedstefædre landet over iklæder sig de magiske, røde dragter med dertilhørende – mere eller mindre autentisk – hvidt julemandsskæg, smider sækkene over skulderne og forsøger sig med sit bedste: - Ho-ho-ho.

Få julemandens fem råd her

- Der er én ting, der er 1740 % rigtigt, og det er, at hvis alt ikke er i orden, så gennemskuer børnene med det samme, at det ikke er mig, siger den rigtige julemand.

Den rigtige julemand er naturligvis ikke meget for plagiatet, så han vælger konsekvent at omtale de mange efterligninger som ’Julemandens hjælpere.

- Pludselig er det jul, og så skal man være klar. Man er nødt til at forberede sig. Dragten skal være rød, læderet er pudset op og de hvide handsker er hvide og ikke sorte, fortæller den rigtige julemand.

 
 
Foto: Lone Vad Dam

 

Råd nr. 1: Lav en bytteordning med naboen

Hvis far er julemand, så mangler han omkring træet, når man skal danse rundt. Derfor er det vigtigt at bytte med naboen, så far er julemandens hjælper i naboens hus, og naboen er julemandens hjælper i jeres hus

Råd nr. 2: Fodtøjet skal være i orden

Det er så vigtigt, at de sko man har på, er rigtige julemandssko. Altså ikke nogen man har hentet i bryggerset, for så kan børnene se, at det er fars brune ECCO-sko, julemanden har taget. Og så ved de jo godt, at det ikke julemanden.

Råd nr. 3: Kul til de uartige

Som julemandens hjælper har man ikke nødvendigvis lige haft adgang til at se julemandens artig-bog, så man kan lige have et stykke kul i lommen, som de uartige børn kan få. Og så kan man jo lige sige: Hvis du bliver artig, så får du også en slikkepind i stedet for kul.

Råd nr. 4: Drop slankekuren i efteråret

Slankekure kan man kun gå på i foråret, fordi om efteråret - når vi når hen efter sommeren, og man er færdig med at imponere julemor med sin krop – så skal man begynde at spise godt med risengrød med masser af smør i, så man kan nå at komme til at passe sin julefrakke igen.

Råd nr. 5: Træn din julemandsstemme

Det er jo risengrøden og smørklatten, der danner grobunden for at ”ekko-dalen” virker, når man skal sige ’Ho-ho-ho’. Og så er det vigtigt at have en rolig stemme, så de små spæde børn ikke bliver forskrækket, når I kommer ind og siger: ’HO-HO-HOOOOOOOOOO!

Den rigtige julemand opfordrer alle sine hjælpere til at forberede sig godt og øve sig, så børnene ikke fatter mistanke.

 
 
Foto: Lone Vad Dam

Seneste nyt

fra Nordjylland