Mørket giver depression

Op mod 15 procent af nordjyderne lider af vinterdepression og får problemer med at klare hverdagen.

Ekstrem træthed, humørsvingninger og øget lyst til hurtige kulhydrater er nogle af symptomerne på vinterdepression.

Lægevidenskaben skønner, at omkring 15 procent af os hvert år rammes af vintertræthed og depression.

Vinterdepression har sin helt konkrete og fysiske forklaring. Når mørket sænker sig over Danmark, har nogle mennesker tendens til at danne for meget melatonin i hjernen. Det er kroppens eget sovemiddel, som gør os trætte og søvnige.

- Nogle mennesker producerer melatonin i alt for mange timer, når dagen er kort, og så er det, at man føler sig træt og i mange tilfælde deprimeret. Det er et reelt problem, at mange bliver mindre kreative og produktive i vinterhalvåret, siger klinisk professor ved Psykiatrisk Hospital i Aarhus, Poul Videbech.

Lægerne anbefaler, at mennesker med vinterdepression spiser ekstra D-vitamin og i øvrigt spiser sundt og motionerer. Men behandling med lys har også vist sig at være gavnlig for de fleste patienter.

- Forskningen viser, at man kan reducere produktionen af melatonin ved at give patienterne ekstra lys. Ved at sidde ved en såkaldt lysterapilampe oplever mange, at de kan holde vinterdepressionen på afstand, siger Poul Videbech.

Lysterapilamperne kan allerede købes mange steder i detailhandlen og på nettet, men det er vigtigt, at få fat i den rigtige lampe.

- Lampen skal afgive mindst 10.000 lux i den afstand, man sidder fra lampen. Og så skal man sikre sig, at den er udstyret med CE-mærket, som er EU's godkendelse af medicinsk udstyr, siger indehaver af Dansk Lysterapi, Henrik Sørensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland