Nettet strammes i fiskerikontrollen: Skal melde fangster ned til ét kilo

Nordjyske fiskere er i oprør over nye regler fra EU, som siden nytår har betydet, at de to timer før ankomst til en havn skal melde, om de har ét kilo torsk ombord. Tidligere var grænsen 300 kilo.

Fiskerne kalder det meningsløst ekstraarbejde, at de nu skal melde et enkelt kilo fisk til kontrollen.

Morten Kirkedal, der fisker fra Hirtshals, har ét ord, der dækker hans situation som fisker lige nu:

- Stress – ganske simpelt stressende, siger han.

Siden nytår har nye regler betydet mere bureaukrati og tungere arbejdsgang ombord for Hirtshals-fiskeren. En af de nye love går ud på, at han skal melde sig til fiskerikontrollen, når han har et kilo torsk ombord

- Har jeg et kilo torsk ombord nu, så skal jeg vente to timer med at sejle i havn, så kontrollen har en mulighed for at nå frem, siger Morten Kirkedal.

Giver ingen mening

Fiskeriforeningsformanden i Hirtshals ryster også på hovedet af de nye regler.

- Det giver bestemt ingen mening. Hvis du bare har ét kilo af en art, så skal du til at melde det til fiskerikontrollen. Hvorfor skal man det, hvis det er ét kilo? Vi vil prøve at få ændret den regel, så vi kommer op på 200-300 kilo som meldepligt, siger Niels Kristian Nielsen, formand i Hirtshals Fiskeriforening.

Han kan godt forstå, at fiskerikontrollen er nødt til at udføre en kontrol, der er bestemt ovenfra, men her synes han, st de skal holde lidt igen.

- Det danske system har strammet skruen væsentligt. Som danske fiskere tror vi ikke på, at det er stukket ud fra EU. Der må være en grænse, der er højere end et kilo, siger fiskeriforeningsformanden.

Fiskerikontrol ser ikke problemet

Tidligere var meldepligten ved 300 kilo torsk. Fiskerikontrollen ser dog ikke noget problem med den nye kilo-regel.

- Jeg ser ikke, at der er nogen forskel på at melde et, 50 eller 300 kilo. Det er en regel, som der nu er, og en regel, der skal efterleves, siger Henrik Bandholm, regionschef, Kontrol Vest i Fiskeristyrelsen, Frederikshavn.

En anden stramning er kravet om en særlig, godkendt vægt, når der vejes til søs.

- Det er jo store omkostninger for fiskeren. Vi snakker flere tusinde kroner for sådan et vægtsystem, siger Niels Kristan Nielsen.

Pointsystem og klippekort strammes op

Et pointsystem får også drøje hug fra fiskernes side. Point er som klip i kørekortet og gives for eksempel for en logbogsfejl, eller hvis man ikke får meldt et kilo torsk i tide. Straffene følger båd og skipper og rammer derfor hårdt, hvis klippekortet bliver fyldt op.

- Så må mit fartøj ikke drive fiskeri i EU til tid og evighed. Det må jeg som fører heller ikke. Så er jeg reelt frataget mit arbejde. Og min virksomhed kan jeg sende til skrot, siger Morten Kirkedal, fisker i Hirtshals.

Pointreglen har eksisteret siden 2012, men efter nytår er der lagt op til, at den skal håndhæves strengere end hidtil. Regionschefen i fiskerikontrollen understreger, at det er EU-regler, som kontrollen skal følge.

- Man får jo kun point, hvis man har overtrådt reglerne. Så mit råd er, at den enkelte fisker overholder reglerne. Så undgår man jo helt det med at få point, siger Henrik Bandholm, regionschef, Kontrol Vest i Fiskeristyrelsen, Frederikshavn.

Samarbejde oppe på stormøde

På et stormøde i Hirtshals før jul mellem fiskere, fiskeriforeninger og fiskerikontrol var der lagt op til et bedre samarbejde.

- Grundlæggende så tænker jeg, at vi har et godt og professionelt forhold til fiskerne og de enkelte fiskeriforeninger, siger regionschefen i fiskerikontrollen.

- Fra fiskerside synes man bestemt, at det er blevet noget strammere og mere træls at arbejde som fisker, men overordnet har vi en ret god dialog med vores kontrolsystem, siger fiskeriforeningsformanden.

Dialog og en fiskerikontrol, der arbejder efter EU-regler, kan Morten Kirkedal på havnen i Hirtshals ikke bruge til meget. Virkeligheden er anderledes, siger han

- Den lille mand, der går på havet alene, har et rimeligt stort bureaukrati. Det tager meget af vores tid, siger Morten Kirkedal.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland