Nordjyder håber Mette Frederiksen bliver formand

Flere nordjyske socialdemokrater glæder sig lørdag over, at Mette Frederiksen er blevet indstillet til at overtage formandsposten i partiet.

Mette Frederiksen ser ud til at blive Socialdemokratiets næste formand. På et møde i København indstillede hovedbestyrelsen lørdag den 37-årige nordjyde til at overtage formandsposten efter Helle Thorning-Schmidt.

- Vi synes Mette er den absolut mest oplagte kandidat til at overtage efter Helle, siger Mogens Vestergård Pedersen, der er formand for Socialdemokratiet i Region Nordjylland.

Mette Frederiksen er født og opvokset i Aalborg. Som 14-årig meldte hun sig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, og hun blev senere formand for DSU Aalborg.

Lørdag var hendes efterfølgere i ungdomspartiet på gaden i Aalborg for at pille valgplakater ned, og de håber, at Frederiksen bliver socialdemokraternes næste formand.

- Jeg ser det som en positiv ting, hvis det er hende, der skal lede partiet, siger Alexander Bertelsen, medlem af DSU Aalborg.

- Hun er jo tidligere formand for DSU Aalborg, så hun er godt opdraget, siger Tilde Byrialsen, som er DSU Aalborgs nuværende formand.

Mette Frederiksen, som i dag bor i Ballerup med sine børn, har altid været kendt for at turde sige sin mening. Den evne kan blive en fordel for hende, hvis hun bliver partiformand.

- Mette er eminent til at italesætte det, hun står for. Og det tror jeg er en vigtig kvalitet for en politisk leder. Især når vi skal sidde i opposition, siger Mogens Vestergård Pedersen.

Socialdemokraterne ventes at vælge Mette Frederiksen på en ekstraordinær kongres 28. juni. Frederiksen ser umiddelbart ikke ud til at få nogle modkandidater i kampen om formandsposten.


Seneste nyt

fra Nordjylland