Nordjydernes Redaktion - Det er en gave, når nordjyderne deler deres historier med os

TV2 Nord er til for nordjyderne og for Nordjylland!

For at sætte en streg under det har mediehuset oprettet en redaktion – Nordjydernes Redaktion – som blandt andet skal beskæftige sig med tip og henvendelser fra ganske almindelige nordjyder. 

Det er noget, som en af journalisterne på redaktionen, Laura Winther Møller, er særligt vild med.

- Jeg synes det er en gave, når nogen vil dele deres historie med os, siger Laura Winther Møller. Hun håber, at vil dele både det gode og det dårlige, det sure med det søde, succeser såvel som fiaskoer.

- En god historie for mig kan både være, når nordjyderne har oplevet vildt vejr, når en spækhugger ligger stille i fjorden i ugevis, og når TV2 Nord kan vise, at asbest kan være mange flere steder i dit hus end bare i dit tag, forklarer Laura Winther Møller.

Mennesker er afgørende

- For mig er det oftest ikke historien, der afgør, om det bliver godt TV eller en særlig oplevelse – det er derimod de nordjyder, jeg møder i løbet af dagen, der afgør det. Hvis jeg møder nogen, der virkelig har noget på hjerte, som er kede af det eller lykkelige over noget, så synes jeg, det er interessant, tilføjer hun.

Laura Winther Møller brænder for at lave historier, der betyder noget for nogen, og hvor nogen vil give noget af sig selv – hvad end det er en oplevelse, de har haft, eller noget særligt de ved, eller noget de kan.

Fascineret af tal

- Derudover har jeg også en svaghed for statistikker og tendenser, der siger noget om, hvem nordjyderne er; hvad er for eksempel det mest populære navn i Nordjylland?, siger Laura Winther Møller med et smil. 

Det er ikke helt tilfældigt, at tal og statistikker fascinerer den relativt nyuddannede journalist. Før hun kastede sig over at fortælle historier i levende billeder og ord, tog hun nemlig en uddannelse - som revisorassistent!

Når Laura Winther Møller har sagt ja til udfordringen med at blive en del af Nordjydernes Redaktion er det med håbet om at være med til at gøre en forskel:

NYT OM TV2 NORD:

TV2 Nord ønsker at styrke dialogen med nordjyderne, øge forståelsen for den journalistik, som mediehuset laver, og gennem det synliggøre, hvordan TV2 Nord kan gøre en forskel for nordjyderne og for Nordjylland.

Derfor bringer TV2 Nord af og til nyheder fra egen verden. Det vil fremgå tydeligt af omtalen, når der er tale om, at TV2 Nord bringer nyheder om TV2 Nord

- Jeg håber, at vi kan hjælpe nordjyderne med at undersøge nogle af de ting, de går og undrer sig over, og oplevelser, de har haft i Nordjylland – både de gode og de dårlige. 

- Jeg håber også, at vi kan sørge for, at der bliver undersøgt nogle ting og lavet større journalistiske temaer, som tager længere tid, end vi normalt har til rådighed på daglig basis på nyhederne, siger Laura Winther Møller.

Se mere om Nordjydernes Redaktion og send dit tip til Laura Winther Møller her: https://www.tv2nord.dk/tip - eller send en mail direkte til: tip@tv2nord.dk


Seneste nyt

fra Nordjylland