Ny Aalborg Halvmarathon-rute går gennem Limfjords-tunnellen

En ny rute under Limfjorden skal bringe Aalborg Halvmarathon frem gennem feltet blandt de tunge drenge.

Aalborg Halvmarathon er fra 2016 overgået til DGI Nordjylland og blevet et tæt samarbejde mellem DGI og lokale løbeklubber.

- Vi er enormt glade for, at det er lykkedes os at overtage Aalborg Halvmarathon som event, fortæller Palle Fogh som er formand for DGI Nordjylland.

- Det giver nogle helt nye muligheder for at samarbejde med foreningslivet og samtidig sørge for, at løbet bliver en event, som Aalborg kan være stolt af. Blandt andet har vi som det eneste motionsløb fået lov til at løbe under vandet gennem Limfjordstunnellen, siger han.

Den nye rute er en af nøglerne til at skabe et motionsløb, som, mener arrangørerne, er anderledes end det, man ser andre steder. Ruten skal vise Aalborg frem fra sin bedste side langs havnefronten, gennem de grønne områder i Mølleparken og forbi de vigtige vartegn i byen - og så lige lidt ekstra.

- De nye muligheder, vi har fået gennem de spændende samarbejdsflader til Aalborg Halvmaraton, betyder, at vi for første gang siden 1969 har fået lov til at åbne Limfjordstunnellen op for fodgængere - eller i dette tilfælde løbere, fortæller Jens Radmer som er projektleder i DGI Nordjylland.

- Det giver en unik løbeoplevelse, hvor man på ruten således kommer både over og under Limfjorden, vel at mærke uden at blive våd, uddyber han.

I 2016 ligger Aalborg Halvmarathon den 19. juni og falder dermed sammen med Aalborg Regatta den 17. - 19. juni - og det er ingen tilfældighed. Det er et bevidst valg for at skabe en synergi mellem de to store events og skabe et brag af en oplevelse i Aalborg.

- På længere sigt er det meningen, at Aalborg Halvmaraton bliver et af de løb, som entusiastiske motionsløbere bare skal deltage i - ikke bare for nordjyder, men også fra resten af landet. En spændende og varieret rute, hvor man samtidig oplever noget på turen - og et velorganiseret set-up er vigtigt for fremtidens motionsløber, lyder vurderingen fra Jens Radmer.

Foreningslivet i Aalborg spiller derfor en central rolle i selve løbet. De er med i planlægningen og afviklingen af Aalborg Halvmarathon og deres erfaringer er uvurderlige for løbets fremtidige succes.

Aalborg Motionsklub (AMOK), Aalborg Atletik og Motion samt Aalborg Øst Road Runners, har alle god erfaring med at afholde løb og ved, hvad der skal til for at skabe en succes for løberne.

- Vi er rigtig glade for at løbeklubberne i Aalborg bakker op om projektet - og faktisk synes det er spændende at stå sammen om at skabe en fælles event som potentielt kan få endnu flere danskere til at bevæge sig, runder Jens Radmer af.


Seneste nyt

fra Nordjylland