Ny bog om politiske promiller: - Når man først har skålet på en aftale, er det nemmere at arbejde sammen

En øl eller et glas vin får snakken til at flyde – og sådan er det også for politikerne på Christiansborg. En ny bog skrevet af en nordjysk journalist sætter kulturen under lup.

Hør mere om de tørstige historier fra dansk politik i ”Indblik” senere i denne artikel eller på TV2 Nord Salto mandag klokken 19.50.

- Lars Løkke Rasmussen forsøgte at bruge alkohol som et middel til indrømmelser, fordi han selv har en høj alkoholtolerance.

De fleste kender historien om en tørstig Lars Løkke Rasmussen, der ifølge rygterne har haft samme følgesvend uanset hvilket parti, han har været formand for – alkoholen.

- Det er en person, der bliver beskrevet som af en anderledes støbning – én, der kan holde til mere. Men ingen klandrer Lars Løkke Rasmussen for ikke at kunne klare sit arbejde, fortæller journalist Jacob Pedersen.

For det er ikke dødsdruk, det handler om i den 28-årige nordjydes debutbog ”Politiske Promiller”.

Bogen "Politiske Promiller" udkom 23. april 2024.
Bogen "Politiske Promiller" udkom 23. april 2024.
Foto: Brian Borch Daugaard

Det handler om moderate mængder af alkohol, som binder politikerne på Christiansborg sammen – på samme måde som mange andre danske arbejdspladser fejrer en indgået kontrakt med en kunde med en god middag og en flaske Chablis.

- Politik er en meget social proces og meget andet end det, der foregår i Folketingssalen og udvalgslokalerne. Politik er også venskaber og mennesker, der går på arbejde og skal have det til at fungere med hinanden. Og i dén sammenhæng kan alkohol i moderate mængder være med til at skabe nære relationer og fortrolighed, fortæller Jacob Pedersen.

quote Den er forsøgt gjort skandaliserende og blevet kaldt ”kulørt forargelse”

Jacob Pedersen, journalist og forfatter

Kendte politikere som Pernille Skipper, Naser Khader, Mogens Lykketoft og Nick Hækkerup fortæller i bogen historier om deres kolleger på Borgen og den betydning, alkoholen har – på godt og ondt.

Gammel Dansk på bordene

Et glas rødvin, en Tuborg Classic eller en whiskey on the rocks har alle dage været bindeleddet mennesker imellem, også politikerne.

Promillerne var adgangsbilletten til at lande de gode resultater og fejre de fede forhandlinger – og derigennem opnå både indrømmelser og magt.

28-årige Jacob Pedersen er allerede blevet tilbudt at skrive endnu en politisk bog for Byens Forlag - dog om et andet emne end alkohol.
28-årige Jacob Pedersen er allerede blevet tilbudt at skrive endnu en politisk bog for Byens Forlag - dog om et andet emne end alkohol.
Foto: Privatfoto

Det mener Jacob Pedersen, der som politisk reporter gennem flere år har kigget dybt i historiebøgerne.

- Engang stod der Gammel Dansk på forhandlingsbordene, og man kunne se fulde Folketingsmedlemmer i forskellige sammenhænge. Men alkohol flyder ikke længere på Christiansborgs gange. Politik er blevet mere professionelt. Men alkohol har stadig noget at skulle have sagt i sidegaderne væk fra Christiansborg, lyder vurderingen fra den nordjyske journalist.

Jacob Pedersens Blå Bog

  • Jacob Pedersen er født i 1995.

  • Opvokset i Hjørring.

  • Har en kandidat i statskundskab fra København Universitet.

  • Har skrevet om både dansk og international politik for blandt andre Altinget, Weekendavisen, Politiken og Kristeligt Dagblad.

  • Bogen ”Politiske Promiller” er hans debutbog.

Partifarve mærkes ikke

Folkemødet på Bornholm er fyldt med alkohol, politikere og journalister mødes på Togas Vinstue efter arbejdstid, må man forstå.

Og så er kantinen på politikernes hjemmebane Christiansborg sågar opkaldt efter de våde varer – den hedder nemlig Snapstinget. Om end andre vil argumentere, at betydningen ganske vist er en anden.

PROGRAM: Se hele interviewet med Jacob Pedersen om sin debutbog:

Men alkohol er utvivlsomt en vigtig ingrediens i moderne dansk politik – uanset partifarve.

- Pernille Skipper beskriver nok dét at drikke alkohol meget rigtigt som en ”adgangsbillet” til forhandlinger, magt og informationer, man svært kan få på anden vis. Hun er ikke selv tilhænger af dén kultur. Hun oplevede det som noget begrænsende, at man som kvinde var nødt til at spille med, fortæller Jacob Pedersen.

En anden kvindelig politiker fra modsatte fløj, Pernille Vermund fra daværende Nye Borgerlige, føler sig derimod ikke udenfor, hvis ikke hun skåler med.

- Alligevel tror jeg ikke, det handler om partifarve, men snarere om den enkelte person, mener Jacob Pedersen.

Kritik: Et mislykket karaktermord

Bogen er blevet taget godt imod – den er solgt i knap 1.000 eksemplarer. Det kan forfatteren Jacob Pedersen til dels takke de kulørte historier for.

- Ekstra Bladet og andre medier har haft en forside med nogle af historierne – blandt andet dén, hvor Simon Emil Ammitzbøll Bille fra Liberal Alliance fortæller om, hvordan Lars Løkke Rasmussen forsøgte at bruge alkohol som et middel til indrømmelser, fordi han selv har en anderledes alkoholtolerance.

Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, har ry for at være en festlig karl, der kan tåle mere alkohol end de fleste på Christiansborg.
Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, har ry for at være en festlig karl, der kan tåle mere alkohol end de fleste på Christiansborg.

Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti genkender dén fortælling om Moderaterne formand. I bogen afslører han, at han aldrig tog bilen til forhandlinger på Marienborg, fordi han vidste, han ikke ville kunne køre hjem.

Men der har også været kritik af bogen, som udkom i slutningen af april.

quote Alkohol har stadig noget at skulle have sagt i sidegaderne væk fra Christiansborg

Jacob Pedersen, journalist og forfatter

Den er beskrevet som ”sensationslysten” og et ”mislykket karaktermord”, og så har Søren Pind trukket sine citater tilbage, og Lars Løkke Rasmussen vil ikke medvirke, selvom han flittigt får beskrevet sit løse forhold til alkohol via andre.

- Kritikken er forventelig. Ikke så få har forsøgt at læse ting ind i bogen, som ikke fremgår i den. Den er forsøgt gjort skandaliserende og blevet kaldt ”kulørt forargelse”. Det bliver sagt, at jeg skriver om en ”drukkultur”, men det gør jeg ikke. Det er en ”alkoholkultur”, hvor det handler om et, to eller tre glas, understreger Jacob Pedersen.

Jacob Pedersen har selv drukket alkohol med et par enkelte politikere under tilblivelsen af bogen "Politiske Promiller".
Jacob Pedersen har selv drukket alkohol med et par enkelte politikere under tilblivelsen af bogen "Politiske Promiller".
Foto: Privatfoto

Du er selv journalist og kender branchen ud og ind. Det kan vel ikke komme bag på dig, at det fylder så meget, når du beskriver alkohol og politik?

- Jeg er vel vidende om, at jeg har stukket hånden ind i et hvepsebo. Men jeg beskriver ikke uhæmmet druk – jeg synes selv, det er et sobert og ædrueligt forsøg på at beskrive, hvad politik også er.

Bogen ”Politiske Promiller” fra Byens Forlag udkom 23. april 2024.

Hør mere om de tørstige historier fra dansk politik i ”Indblik” længere oppe i denne artikel eller på TV2 Nord Salto mandag klokken 19.50.


Seneste nyt

fra Nordjylland