Rådmand advarer om seniorjob

Den såkaldte seniorjob-ordning er en økonomisk bombe under Aalborg Kommune. Mange flere har nemlig krav på at få et job i kommunen end forventet.

Aalborg kommune var stillet i udsigt, at der i 2013 skulle ansættes 75 personer i seniorjob. Men nu er det tal pludselig 250. Det betyder en ekstra udgift for kommunen på 22 millioner kroner.

Tina French Nielsen (V), rådmand for Ældre- og Handicapområdet, forlanger svar fra beskæftigelsesministeren om, hvordan Aalborg Kommune skal forholde sig til de markant ændrede forudsætninger i seniorjob- ordningen:

- Aalborg Kommune kan eftersigende forvente en vis kompensation fra KL, men der er ingen garanti for, at vi ikke risikerer at stå med en millionstor ekstra regning. I Aalborg Kommune var vi stillet i vente, at vi i 2013 skulle ansætte omkring 75 personer via seniorjob-ordningen, men nu hedder det tal pludselig 250. Derfor må Beskæftigelsesministeren forholde sig til den ændrede situation, der er opstået.

Seniorjob-ordningen betyder, at kommunerne har pligt til at skaffe job til de personer, der falder ud af dagpengesystemet, få år før de kan komme på efterløn. Men de ledige må ikke ansættes i stillinger, som kommunen netop har nedlagt. Derfor frygter Tina French Nielsen, at det bliver vanskeligt overhovedet at finde jobs til de ledige seniorer:

- Det bliver svært at finde job til de mange nye seniorjobbere, når seniorjobberne ikke må ansættes i sektorer, hvor der er sket en reduktion i antallet af det ordinære personale. Aalborg Byråd har i forbindelse med budget 2013 været nødsaget til at afskedige omkring 300 medarbejdere i Aalborg Kommune med den ene hånd, og nu kræver Folketinget så, at vi med den anden hånd ansætter 250. Det må den ansvarlige minister simpelthen forholde sig til.


Seneste nyt

fra Nordjylland