Strejke i Norwegian: Forhandlinger er brudt sammen
Foto: Lars Lyngdahl
En eventuel strejke vil tidligst påvirke Norwegians flyvninger fra og til Aalborg på søndag.
Forhandlingerne mellem Norwegian og flyselskabets kabinepersonale i Norge er natten til onsdag brudt sammen, uden at parterne har fundet en løsning på striden. Det oplyser det norske fagforbund Parat.
Dermed er den første strejke i lavprisselskabets historie en realitet.
Men det er endnu uklart, om det ender med en fuldstændig arbejdsnedlæggelse og dermed et totalt stop for samtlige Norwegians flyvninger.
Foreløbig vil kun én ud af de godt 1000 norske kabineansatte blive udtaget til strejke onsdag morgen.
Konflikten får derfor ikke konsekvenser for flytrafikken og passagererne onsdag, fortæller Arne Sigmundstad, kommunikationsmedarbejder i Parat, til Ritzau.
Ifølge check-in.dk er der tale om en teknisk foranstaltning, således at konflikten løbende kan udvides, når de 228 danske kabineansatte ifølge de danske fagretslige regler er klar til det.
Norwegians danske kabinepersonale nedlægger tidligst arbejdet på søndag, siger Arne Sigmundstad.
Forhandlingerne mellem Parat og Norwegian Kabinforening på den ene side og modparten Norwegian og NHO Luftfart har stået på siden tirsdag middag.
Striden er udløst af, at Norwegian vil overflytte sit kabinepersonale i Danmark og Norge til separate selskaber. Dermed kan kabinepersonalet i de to lande ikke længere forhandle samlet.
Parats forhandlingsleder, Turid Svendsen, siger, at Norwegian har vist en fuldstændig manglende vilje til at opfylde kabinepersonalets vigtigste krav.
- I mine snart 25 år i denne branche har jeg aldrig oplevet magen til opførsel fra en arbejdsgiver under en forhandling, siger han ifølge vg.no.
Ifølge kabinepersonalets leder, Marit Lindèn, vil hovedkravet ikke koste Norwegian en eneste krone.
- Det eneste, vi kræver, er en videreførelse af de nuværende aftaler, siger hun i en pressemeddelelse.
Norwegians administrerende direktør, Björn Kjos, beklager den usikkerhed, som strejken skaber for de rejsende, skriver nyhedsbureauet NTB.
Kjos forklarer, at selskabet ikke kan godtage krav, "som indebærer en ændring af strategiske beslutninger, som Norwegians bestyrelse har taget for at sikre selskabets fremtid".