Tillykke: Det lille røde mærke fylder 30 år - og nu begynder nordjyderne at tage det til sig

I 30 år har danskerne kunnet identificere økologiske varer ved at kigge efter det lille røde Ø-mærke.

Der findes stort set ikke en dansker, der ikke ved, hvad det lille røde Ø-mærke, der kan findes overalt i supermarkedet, betyder.

Men det er nok færre, der ved, at det i disse dage er 30 år siden, mærkerne for første gang kunne ses i køledisken, i grøntafdelingen og på de øvrige hylder i den lokale dagligvarebutik.

Ja, Ø-mærket er nu gået fra 20'erne og ind i 30'erne. Mærket er blevet voksent.

Nordjyderne har taget økologien til sig

På de 30 år, der er gået, siden det blev helt tydeligt, hvilke fødevarer, der er økologiske - og hvilke der ikke er - er økologien blevet stadigt mere populær og i en undersøgelse fra Landbrug og Fødevarer, der blev offentliggjort i efteråret sidste, svarede 43 procent, at de ofte eller altid køber økologi.

Nordjyderne har dog altid været lidt langsommere til at hoppe med på økologitoget og i samme undersøgelse fremgår det, at det kun er 29 procent af nordjyderne, der 'ofte' eller 'altid' køber økologi.

Til gengæld accelererer nordjyderne i disse år deres økologiske indkøb mere end resten af landet. Ifølge Coop steg nordjydernes økologiske indkøb nemlig med 10 procent i 2019 - i resten af landet var væksten "kun" på seks procent.

Retro-TV: 19. november 1994 - mange landmænd overvejer at omlægge til økonomi
Artiklen fortsætter efter videoen..

 

Omlægger til økologi efter 24 år

Danskernes stadigt stigende interesse for at købe økologisk smitter naturligt nok også af på antallet af økologiske bedrifter i landbruget og da opgørelsen blev lavet i slutningen af maj 2018 var der 3794 danske landbrug der producerede økologisk.

Antallet af bedrifter har været svingende, men fra 1994 til 2000 skete der en seksdobling i antallet af bedrifter inden økologien tog et dyk, der faktisk varede helt indtil 2015, hvorefter endnu en bølge af omlægninger skyllede ind over landet - og stadig gør det.

En af de landmænd, der har sendt sprøjtemidlerne på pension og nu er igang med den overgangsperiode på to år, der er inden man officielt er økologisk, er Henrik Grøntved.

- Det er jo skønt at kunne producere noget som folk efterspørger, siger Henrik Grøntved.

Prisen er en faktor

Men Henrik Grøntved er, selvom han nu høster økologiske afgrøder på egne marker, faktisk ikke anderledes end mange af de nordjyder, han omgiver sig med: Det er ikke altid den økologiske udgave af mælken, osten, brødet og så videre, der ryger i indkøbskurven. Og forklaringen på den nordjyske tilbageholdenhed er da også, hvis man skal tro nordjyderne selv, meget nordjysk. Nordjyderne tror nemlig selv, det er prisen der står i vejen for den økologiske revolution:

- Det er fordi, det er dyrere, tænker jeg, lyder det fra Pernille Skoust fra Brønderslev. Og Kirsten Fonager fra byen er enig:

- Vi tænker jo over prisen. Jeg tror, det er sådan noget.


Seneste nyt

fra Nordjylland