Uvist hvad lockout-penge skal bruges på

De nordjyske kommuner sparer millioner af kroner til lærerlønninger i disse uger. Men hvad de skal bruges på er endnu ikke besluttet.

En rundringning, som TV2Nord har lavet, viser at de nordjyske kommuner til sammen sparer over fem millioner kroner for hver dag, lockouten kører. Men ingen nordjyske kommuner har truffet en endelig beslutning om, hvordan pengene skal bruges.

I Hjørring Kommune sparer man - hvis lockouten kører en måned - knap 22 millioner kroner.

- Vi har slet ikke diskuteret det, for situationen er uafklaret, siger udvalgsformand Viggo Bilde (Lokallisten), der dog afviser, at pengene vil ende med at gå til andet end skolerne.

Heller ikke i Jammerbugt Kommune har man lagt sig fast på, hvad pengene skal gå til.

- Der er mange ting, vi kan bruge penge til i Jammerbugt Kommune, og de luner godt i pengekassen. Men de fleste skal bruges på folkeskoleområdet, siger udvalgsformand Søren Brink (K).


Seneste nyt

fra Nordjylland