Se "Portrætter Punkt for Punkt" om Iben Rasmussen nederst i artiklen. Husk, at du altid kan se alle vores programmer på tv2nord.dk/tv.

Iben Rasmussen arbejder koncentreret i det lille værksted i Bispensgade i Aalborg. De fine små detaljer kræver al Ibens opmærksomhed, for er der noget, Iben går meget op i, så er det kvalitet.

Det har hun ikke fra fremmede. Ibens læremester var ikke bare en anerkendt guldsmed. Han er også hendes far. Og den kombination kunne af og til slå gnister:

- Når alt kommer til alt, så har han nok også været en lidt hårdere læremester end så mange andre. For der skulle i hvert fald ikke være nogen, der kunne komme bagefter og sige: Jamen, det er også fordi det er din far Og: han har bare lige fået dig sluset igennem det. Og: du har fået det hele serveret. Eller hvad man nu kunne forestille sig. Det er jeg helt sikker på, han ikke vil have siddende på sig. Det skulle gøres ordentligt, fortæller Iben Rasmussen og tilføjer:

- Der er ikke ret mange lærlinge, der har lavet lige så mange saveøvelser, som jeg har. Og slet ikke i titan, som er et benhårdt materiale. Og fileøvelser. Igen og igen. De gentagelser kommer mig til gode i dag, siger hun.

Barndomstiden

Selv om Iben er vokset op med en far, der hver aften sad og designede nye smykker, var det på ingen måde et fag og en tilværelse, hun fattede interesse for. Ibens verden var heste, heste og veninderne på rideskolen.

- Det har været derude, hvor jeg havde det rart. Der, hvor jeg bare kunne slappe af og være mig, fortæller Iben, der ikke nærede samme kærlighed til skolen:

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at skolen, det var måske ikke lige sådan dér, hvor jeg syntes, jeg havde det allernemmest. Der var et par enkelte fag, hvor det faldt mig relativt nemt, men i det store billede, så var det ikke lige en dans på roser. 

Bristede drømme

Iben åndede og levede for og i sin hesteverden, så for hende var der ingen tvivl om, hvad hun skulle være:

- Jeg havde egentlig altid drømt om at blive dyrlæge. Det måtte da være nummer 1. Og der bildte jeg mig jo ind i et langt stykke tid, at det kunne jeg godt, fortæller Iben.

Men en dag bankede virkeligheden så på.

- Jeg kan ikke huske præcist, hvornår det gik op for mig. Men i hvert fald da jeg stod med mit studenterbevis, og da kunne jeg godt se, at jeg nok ikke blev dyrlæge. Det var ikke så sjovt, for det var det, jeg gerne ville. Men jeg havde ikke evnerne! Men hvad kunne jeg så? Det havde jeg rigtig svært ved at finde ud af!

Så Iben pakkede kufferten og tog til Australien i ni måneder - overbevist om, at hun dernede ville finde ud af, hvad hun så skulle uddanne sig til. Men det skete bare ikke.

Den rette hylde

Iben fik arbejde ved Sonofon, men besluttede sig så for at gå handelsskolevejen. Efter første semester på markedsføringsøkonom-uddannelsen indså Iben, at det heller ikke var dén vej, hun skulle - og hun meldte sig ud.

- Og hvad gør man så som far? Jamen, det første man siger, det er jo: Ja, men hvis du ikke har andet, så prøv at komme ind, og så kan vi lave en prøvetid og se, om det er noget, du synes, du kunne være interesseret i. Og det gjorde vi så. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det da var lidt op ad bakke til at begynde med, erindrer Ibens far og læremester, Jørgen Rasmussen med et smil på læben.

Iben er enig.

- Det, at han gik fra at være min far til også at være min chef, det var en ny situation, vi begge to lige skulle vænne os til, fortæller Iben og fortsætter:

- Og det var heller ikke lige nemt. Hvis jeg nu syntes, at chefen havde været urimelig, så havde jeg jo ikke lige en mor og en far, jeg kunne komme hjem og fortælle at den her chef, han var så og så dum i dag - og han sagde sådan og sådan. Det kunne godt nogle gange være lidt svært.

Anerkendelse

Ibens hårde slid med save- og filearbejdet og den inspiration og lærdom, hun fik fra samarbejdet med sin far, skulle dog vise sig at være det hele værd! Iben afsluttrede sin svendeprøve med bronzemadalje - det højeste man kan opnå:

- Det var helt klart et vendepunkt! For dér fik jeg ligesom bevist: Jeg kan godt det her!   

At Iben er dygtig, hersker der i dag ingen tvivl om. Det vidner især bestillinger af unika smykkegaver til Dronning Margrethe om - og dermed er Iben gået i sin fars fodspor.

I dag er det også Iben, der har overtaget butik og værksted, men selv om Iben for længst har bevist, at hun sagtens kan stå på egne ben, så nyder den lille enmandsvirksomhed godt af en hjælpende hånd fra forældrene, når der er ekstra travlhed. 

Baglandet

Iben er stadig glad for heste og rider så ofte, hun kan afse tid til det. Hestekræfter er der også i Ibens motorcykel, som hun af og til ræser afsted på på Jyllandsringen - en interesse, hun deler med sin mand, Kenn, som hun mødte for fjorten år siden:

- Jamen, det var faktisk gennem hestehalløj. Det var selvfølgelig nærliggende, fordi jeg ikke kom ret mange andre steder end ude ved hestene. Så var det jo heldigt, han stod der. Og det var ham, det skulle være, ler Iben.

Sammen fik de for syv år siden sønnen Kasper.

- Det former jo en som menneske at blive mor. Og det giver nogle andre glæder og bekymringer. Men helt klart et livs højdepunkt, smiler Iben, der tog sin nyfødte søn med ind på jobbet, da han kun var 12 timer gammel.

Fra han var 3 uger gammel havde han sin faste "dagplejeplads" ved siden af Mor Iben, mens hun passede enmandsvirksomheden. Også her var der hjælp og støtte at hente fra bedstreforældrene og fra manden Kenn, der altid sørger for at hjemmet kører, når Iben har travlt med arbejdet.

Og skulle Iben få behov for at brokke sig lidt eller søge råd og vejledning, så har hun altid sin storebror i Holland klar til en snak på mobilen.

Oplevelser

To ugers ferie om året sammen med familien kan det blive til, når man som Iben driver enmandsvirksomhed. Den ene uge er øremærket til skiferie og den anden til aktiv sommerferie i et solrigt land. Men Iben rejser også ud i verden uden familien:

- Jeg elsker at blive klogere på nogle ting, der måske ikke ligger indenfor selve guldsmedefaget, men måske lige før eller lige efter. Så jeg har nydt, når jeg har kunnet komme afsted på nogle studierejser. Og ud og se, hvor safirerne kommer fra. Altså, jeg skal helt ned i hullet. Jeg skal have fingrene i mudderet og se, når de får fat i dem ude i floddeltaerne. Jeg skal på minebesøg i Brasilien og grave smagrader - jeg elsker det!

Ibens øjne stråler, når hun fortæller - og får lige lidt ekstra glans, når talen falder på de røde rubiner.

- Dem vi snakker om her, det er dem fra Grønland af. Og det er jo en relativt ny mine, hvor jeg har været så heldig, stædig - en kombination - dygtig at få forhandlingen af de rubiner. Nu har vi fået en hovedforhandler herhjemme, der må sælge dem til underforhandlere, hvor jeg så er blevet en af dem. Men jeg er faktisk lidt stolt over, at jeg kan sige, jeg var den første i Danmark, der havde dem. Yes! 

Se programmet Portrætter Punkt for Punkt herunder - og find alle programmer i serien her.