Region Nordjylland sætter ind: Opretter to klinikker til bekæmpelse af senfølger mod covid-19

Inden længe har de borgere, der oplever uforklarlige sygdomssymptomer efter et covid-19-forløb, et nyt sted at gå hen. I dag besluttede forretningsudvalget i Region Nordjylland, efter anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen, at der skal etableres to covid-19-senfølgeklinikker.

Region Nordjylland er snart klar med en ekstra indsats til bekæmpelse af senfølger hos borgere, der har været ramt af coronavirus. Covid-19-symptomerne forsvinder nemlig langt fra hos alle efter en uges tid.

Det måtte ambulancebehandler hos Falck i Aalborg Hans Jørgen Jensen sande. Tilbage i semptember fortalte han TV2 Nord, at han fortsat døjede med eftervirkninger, selvom han blev smittet med covid-19 i marts.

- Senfølgerne for mig er åndedrætsbesvær og koncentrationsbesvær, og med de ting lagt sammen, så bliver man bare uendeligt træt, sagde han dengang.

Forløbet efter covid-19 har betydet, at han måtte gå en tredjedel ned i tid for at kunne følge med.

Ny hjælp på vej

Fra 1. januar kan de nordjyder, der stadigvæk døjer med efterdønningerne af sygdommen, se frem til ny hjælp, idet der bliver oprettet en senfølgeklinik på Aalborg Universitetshospitals afdeling i Hobro.

-Jeg er rigtig godt tilfreds med det. Det er vigtigt, at vi får taget godt hånd om de mennesker, der oplever senfølger, siger regionsrådsformand, Ulla Astman (S).

Ambulancebehandler Hans Jørgen Jensen er langt fra den eneste, der har kæmpet med at få en helt almindelig hverdag efter sit sygdomsforløb. 

Ifølge ledende overlæge på lungemedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital, Steffen Helmer Kristensen, er omkring 3000 borgere allerede ramt af senfølger efter covid-19. Endnu flere er formentlig på vej, og derfor er det også på sin plads med de to nye klinikker, mener han.  

- Vi har en forventning om, at der nok kommer et tilsvarende antal i 2021 på trods af kommende vacciner, så jeg synes, at det er på tide, at vi begynder at få sat det i system og finde ud af, hvordan vi hjælper de her borgere bedst muligt, siger han.

Klinikker skal give svar

Der er fortsat mange ubekendte faktorer, og fremtiden for patienter med senfølger efter coronavirus kan virke usikker. Hos Hans Jørgen Jensen giver uvisheden anledning til nervøsitet. Den nervøsitet kan den nye klinik måske fremover være med til at fjerne.

- Det er først, når vi får sat tingene i system, og får det beskrevet systematisk, at der begynder at komme noget mere forskning på området, og det er den forskning, som vi skal bygge videre på for at finde ud af, hvordan vi hjælper de her mennesker bedst, siger ledende overlæge Steffen Helmer Kristensen.

Der oprettes også en klinik for senfølger efter covid-19 i Aalborg, og den skal efter planen være i drift til foråret.

- Det betyder, at nordjyderne får kortere til et bestemt sted, som de kan blive henvist til, når de har alvorlige senfølger. Lette senfølger skal tilses hos egen læge, men er der behov for behandling af alvorlige senfølger, så er der den her behandling, hvor vi så samler ekspertkræfterne, således det bliver nemmere at være patient, siger Ulla Astman.

Tilbuddet estimeres at have behov for følgende bemanding:

  • Lungemedicinsk speciallæge 0,8 årsværk (720.000 kr./år)
  • Lungemedicinsk sygepleje 0,5 årsværk (225.000 kr./år)
  • Lungemedicinsk sekretær 0,25 årsværk (100.000 kr./år)
  • Infektionsmedicinsk speciallæge 0,8 årsværk (720.000 kr/år).
  • Infektionsmedicinsk sygepleje 0,5 årsværk (225.000 kr/år).
  • Infektionsmedicinsk sekretær 0,25 årsværk (100.000 kr/år).

 

Region Nordjylland forudsætter, at finansiering sker fra den nationale covid-19 konto, så pengene skal ikke findes andre steder.

Inden længe har de borgere, der oplever uforklarlige sygdomssymptomer efter et covid-19-forløb et nyt sted at gå hen. I dag besluttede forretningsudvalget i Region Nordjylland, efter anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen, nemlig, at der skal etableres to covid-19-senfølgeklinikker.

Seneste nyt

fra Nordjylland