Thisted Bolig vil bygge i Klitmøller: Kommunen nøler

Thisted Bolig er klar til at sende byggeri i offentligt udbud, men de kan ikke få lov af Thisted Kommune.

To gange har Thisted Bolig nu leveret dokumentation til kommunalbestyrelsesmøde i Thisted Kommune, der viser, at der er mangel på boliger i Klitmøller. Thisted Bolig har lavet al forarbejdet, men alligevel kan de ikke komme videre, før Thisted Kommune giver startsignalet. Og det startsignal lader vente på sig. 

- For mig er det ganske uforståeligt, siger Grethe Andersen, der er formand i Thisted Bolig. 

Thisted Bolig vil bygge 14 nye boliger i Klitmøller på grund af den store boligmangel. De har lavet de første udregninger, men skal have dem godkendt af Thisted Kommune, inden de kan sendte byggerierne i offentligt udbud og finde den rigtige pris. En godkendelse, der i første omgang ikke koster Thisted Kommune en eneste krone. 

- Det er omkostningsfrit at sige ja til skema A, så vi kan komme i gang med skema B med offentligt udbud. Men det er jo os, der skal betale de 90 procent, og det er os, der laver alt arbejdet og lægger alle mandetimerne i det. Så jeg forstår det simpelthen ikke, siger Grethe Andersen. 

Senest var det møde i kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune d. 27. juni. Her fik Grethe Andersen et svar på to linjer, efter at have afleveret 58 siders dokumentation plus bilag til mødet. Svaret lød, at der nu skulle foretages en afrapportering og laves en tidsplan.

- Men hvad den afrapportering går ud på, og hvem der skal lave den, ved vi ikke. Så vi kan ikke gøre noget som helst, selvom vi har gjort alt, hvad de har bedt om, siger Grethe Andersen. 

 Sidst Thisted Bolig havde en ledig bolig i Klitmøller, var det en lejlighed på 60 kvadratmeter i det Grethe Andersen kalder "ihvertfald ikke nyrenoveret stand". Her havde de 50 ansøgere til lejligheden. 

- De skriger efter boliger i Klitmøller, slutter Grethe Andersen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland