Justitsminister forarger minkavlere: - Jeg bliver decideret rasende over den udmelding

På pressemøder kan der ikke udstedes ordrer i juridisk forstand.

Da landets statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde 4. november gav besked til landets minkavlere om at slå alle mink ihjel, var der ikke tale om en ordre.

Det fastslog statsministeren og justitsminister Nick Hækkerup (S) i dag ved en hasteforespørgsel i Folketinget, hvor de skulle besvare spørgsmål om beslutningsprocessen bag den landsdækkende aflivning af mink.

Far og søn, Olav og Morten Vinther Kristensen, der er minkavlere i Hobro, er dybt forargede over, regeringens manglende vilje til at anerkende, at minkavlerne blev beordret til at slå deres mink ned.

- Jeg bliver decideret sur og rasende over den udmelding, siger Olav Vinther Kristensen til TV 2.

Sønnen Morten stemmer i. Han har svært ved at forstå, hvordan de som almindelige mennesker skal kunne skelne mellem ordrer og anbefalinger på pressemøder af den type.

- Under hele den her pandemi har landets statsminister på de her pressemøder kommunikeret vigtige informationer ud til danskerne. Hun gav os ingen chance for at se det som andet end en ordre. Hvordan skal vi som almindelige minkavlere kunne tolke det pressemøde som andet end en ordre?, spørger han.

quote Jeg har intet at skjule

Mette Frederiksen, statsminister, Socialdemokratiet

Intet at skjule

Kort tid før dagens hasteforespørgsel udgav Justitsministeriet en pressemeddelelse, hvor der bliver slået fast, at der rent juridisk ikke kan udstedes ordrer til borgere på et pressemøde.

- En udtalelse på et pressemøde udgør ikke en ”ordre” (en befaling eller et pålæg) til borgerne, for eksempel minkavlerne. Det er faktuelt forkert at omtale dette som en ”ordre”, skriver Justitsministeriet.

Statsminister Mette Frederiksens første ord til pressen efter dagens forespørgselsdebat var: - Jeg har intet at skjule.

Flere gange bliver hun spurgt, hvorfor hun ikke bakker op om en undersøgelseskommission i stedet for at nøjes med en advokatundersøgelse.

- Det afgørende er, at man står ved de fejl og får rettet op på dem. Regeringen har ingen problemer med at erkende, at den har begået fejl, og jeg er oprigtig ked af det.

quote Vi er mange, der regner med, at det, statsministeren siger på sine pressemøder, er stemt af med loven. Hvorfor holder de dem ellers?

Jakob Ellemann-Jensen, formand, Venstre

Ellemann affærdiger justitsministeriets udlægning

Venstres formand køber ikke, at statsministerens ord på pressemødet 4. november om aflivningen af alle danske mink ikke skulle regnes for en ordre.

- Nu har vi troligt siddet hjemme foran fjernsynet siden marts og taget det, statsministeren siger for gode varer, siger han.

- Vi er mange, der regner med, at det, statsministeren siger på sine pressemøder, er stemt af med loven. Hvorfor holder de dem ellers?

Justitsministeriet sagde kort før forespørgselsdebatten, at man ikke kan se et pressemøde som en ordre.

- Det er nyt for mig, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Støttepartier bakker op om undersøgelse af regeringen

De blå partier har stillet forslag om en undersøgelseskommission, mens regeringen mener, at det er nok med en advokatundersøgelse.

SF og Enhedslisten imødekommer nu radikalt krav om en ny undersøgelsesform, der skal undersøge regeringens ageren i minksagen.

De to partier har nu slået sig sammen om at kræve en ny parlamentarisk undersøgelsesform, der skal foretage undersøgelser af politiske svigt.

Den nye form for undersøgelse skal være en mellemting mellem en advokatundersøgelse, som udelukkende baserer sig på skriftlige kilder, og en kommissionsundersøgelse, som typisk tager mange år, lyder det nu.


Seneste nyt

fra Nordjylland