Hun havde egentlig helst været helt fri for det her. Hun har ikke lyst.

Lærke Møller har det bedst uden opmærksomheden. Bedst uden de mange spørgsmål. For det er nemmest, hvis hun ikke siger noget.

Når først hun giver ét interview, siger hendes erfaring, at flere medier vil begynde at ringe, og flere stopper hende i hallen eller træningscentret for at få svar på det spørgsmål, hun får mere end noget andet:

Hvornår er du tilbage på håndboldbanen, Lærke Møller?

Hun ved sjældent, hvad hun skal svare.

Den 22. september er det to år siden, at korsbåndet i Lærke Møllers højre knæ blev revet over. Den seneste af flere alvorlige skader, som den i dag 28-årige nordjyde har været plaget af i karrieren.

Det var i Ringkøbing, fire minutter inde i en ligakamp for hendes daværende klub Team Tvis Holstebro, at Lærke Møller måtte bæres fra banen i smerter.

Hun har ikke spillet en håndboldkamp siden.

Lige siden den aften i Ringkøbing har hun kæmpet for at komme tilbage til den sport, hun elsker. Først i Team Tvis Holstebro og siden sidste sommer i Team Esbjerg, der trods korsbåndsskaden tilbød Lærke Møller en toårig kontrakt.

Et år senere har hun stadig sin debut i Esbjerg-trøjen til gode.

Mens holdkammeraterne i sidste sæson forgæves forsøgte at forsvare klubbens DM-guld, kæmpede Lærke Møller sin helt egen kamp uden for banen. På kondicyklen. I styrkelokalet. Og i hendes eget hoved.

- Jeg har været helt vildt langt nede, fortæller Lærke Møller i telefonen til TV 2 SPORT i et interview, der har været flere måneder undervejs.

Før sommerferien havde hun ikke lyst til at blive interviewet om sin situation, men lovede at stille op, når Team Esbjerg begyndte træningen frem mod den nye sæson. Lysten har hun sådan set stadig ikke, men Lærke Møller er ikke typen, der springer fra noget, hun har lovet.

- Jeg har stort set ikke udtalt mig om skaden til nogen i al den tid, jeg har været ude. Det er simpelthen for hårdt hele tiden at skulle snakke om, hvordan jeg har det, forklarer Lærke Møller.

Da hun blev præsenteret i Team Esbjerg i marts sidste år, var forventningen, at playmakeren med den store håndboldhjerne ville blive klar til sæsonstarten få måneder senere. Sådan gik det ikke. I august måtte hun i stedet lade sig operere igen. Knæet, hvor korsbåndsskaden skete, var nu også blevet ramt af en bruskskade.

Lige siden den operation har både hun og Team Esbjerg forsøgt at undgå at sætte dato på hendes comeback. Efter Lærke Møllers eget ønske.

- Jeg synes, det giver et unødvendigt pres hele tiden at skulle fortælle, hvordan det går. Det spørgsmål, jeg får allermest - mere end noget andet - fra medier, fra fans og holdkammerater er: Hvornår er du tilbage? Men det er umuligt at sige i sådan et genoptræningsforløb efter en langvarig skade. På en eller anden måde kan jeg kun skuffe og lægge pres på mig selv, hvis jeg melder en dato ud, forklarer Lærke Møller til TV 2 SPORT.

- Hver eneste morgen, jeg står op, er det første, jeg vurderer, mit knæ. Det har jeg gjort i over halvandet år nu. Og hvis jeg så samtidig skal snakke om knæet i offentligheden... i forvejen skal jeg snakke med 'fysserne' om, hvordan det står til. Jeg møder tidligere holdkammerater, der spørger, hvornår jeg er tilbage, og jeg møder fans, der spørger, hvordan det går. Jeg ved jo godt, at folk spørger mig i den bedste mening, men jeg skal snakke om skaden hele tiden. Når jeg så udtaler mig til artikler, og det får yderligere ti medier til at ringe for at få deres eget interview... det orker man altså ikke til sidst, sukker playmakeren.

Hun blev kaldt en "kvindehåndboldens Michael Laudrup", da hun fik sit gennembrud på landsholdet i slutningen af 00'erne. Hun har da også en fortid på ungdomslandsholdet i fodbold og blev som 16-årig tvunget til at vælge mellem fodbold og håndbolden.

Håndbolden vandt, og to år senere fik hun debut på A-landsholdet. Siden er hun nået op på 51 landskampe, og det kunne være blevet til mange flere, hvis ikke flere alvorlige skader havde stoppet hende. Fire gange i træk - senest i 2015 - har Lærke Møller således måtte melde fra til en VM-slutrunde på grund af en skade.

Flere har tvivlet på, om hun nogensinde kommer tilbage på sit gamle niveau. Det har hun også selv.

I de første mange måneder af sidste sæson følte hun ikke, at hun gjorde fremskridt i sin genoptræning.

- Jeg tænkte jo: "Hvad fanden sker der her? Hvorfor kommer jeg ingen vegne? Når du ikke kan se resultater, føler du, at lige meget jo meget du træner, lige meget hvor meget du gør, så kommer du ingen vegne. Og det er pissehårdt.

- Men selv om der har været mange dårlige dage imellem, har jeg også tænkt: Det kan fandme ikke passe, at jeg ikke kan komme til at spille håndbold igen!

I samråd med Team Esbjerg valgte hun i foråret at søge hjælp hos den tidligere mangeårige fysioterapeut på landsholdet, Birte Andersen, som Lærke Møller nu har gået hos siden april. Nu er tvivlen blevet til tro.

- Det er gået godt. Jeg synes, jeg har taget et stort spring her i sommerpausen, og jeg er blevet meget mere optimistisk, siger Lærke Møller, der dog stadig ikke kan - og vil - give et bud på, hvornår hun kan spille igen.

- Vi har selvfølgelig sat en målsætning op internt, som vi går efter. Men jeg kan kun sige, at det er gået bedre nu end på noget tidspunkt i det halvandet år, og med det, som jeg kan nu med at løbe, hoppe og springe, så ligner det mere og mere håndbold, det jeg render og laver. Så jeg er virkelig optimistisk og tror på det.

- Jeg har været til hver eneste træning og hver eneste kamp i Team Esbjerg og forsøgt at bidrage med det, jeg kan, men i sidste ende vil jeg jo allerhelst gerne selv ind og spille i stedet.

Andre spillere havde måske givet op for længst og fundet noget andet end håndbold at bruge tiden på. Men for Lærke Møller er der ikke noget andet.

- Jeg elsker jo at spille håndbold. Det er vel det mest enkle svar, jeg kan give på, hvorfor jeg ikke har givet op. Jeg føler, jeg har så meget mere at bidrage med til den her sport. Håndbold er mit liv og det, jeg gør mig glad, og jeg vil tilbage.

Og lige nu er troen større end tvivlen.