Oktober-vejr: Det begynder blæsende og vådt

Det er en noget grå og blæsende start på oktober i Nordjylland. Og meget tyder på, at den type vejr fortsætter hen over weekenden.

Selv om temperaturerne for årstiden stadig er milde mellem 15 og 16 grader i det nordjyske, så er det en grå start på oktober i det nordlige Danmark.

Torsdag aften kan man forvente regn på grund af en frontzone, der blusser op over Nordjylland.

Og ikke nok med det, så er stormen 'Alex' på vej. Alex rammer Europa med vindstød af orkanstyrke og store mængder regn. I weekenden får vi også resterne af stormen at mærke.

Prognose: Fredag aften ventes stormlavtrykket at ligge over det nordvestlige Frankrig. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik
Prognose: Fredag aften ventes stormlavtrykket at ligge over det nordvestlige Frankrig. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Mellem kølig atlanterhavsluft og meget varm luft over Middelhavet og det sydøstlige Europa dannes et kraftigt stormlavtryk, der fra fredag og resten af weekenden kommer til at påvirke vejret i store dele af Europa.

I første omgang kommer Danmark til at mærke Alex som blæsende vejr fra øst.

Allerede fredag tiltager vinden fra sydøst. Den tager yderligere til i løbet af lørdagen, hvor der i store dele af landet kan ventes hård vind til kuling fra øst med vindstød, der kan nå stormende kuling.

Prognose: Vindstød lørdag klokken 13. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik
Prognose: Vindstød lørdag klokken 13. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Lavtrykkets fronter, der svinger op over Mellemeuropa fra syd, ødelægges i første omgang af Alperne, men hen over Tyskland vil de igen dannes og sende et større nedbørsområde op over Danmark i løbet af natten til søndag.

I nattetimerne og søndag morgen vil et udbredt regnvejr brede sig fra syd, og ifølge de seneste prognoser kan det give mellem 15 og 25 millimeter regn, og stedvis kan der falde mere.

Prognose: Forventet nedbør frem til søndag klokken 15. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik
Prognose: Forventet nedbør frem til søndag klokken 15. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Søndag bliver det fortsat blæsende i den nordlige del af landet, hvor regnvejret først slipper sidst på dagen, mens det gradvist klarer lidt op sydfra i resten af landet.


Seneste nyt

fra Nordjylland