Jens mødte smadret søbad på sin daglige badetur: - Det gør mig så irriteret

Nu skal Jens og de andre fra vinterbadeklubben klæde om udenfor.

Affald på græsset. Et raseret toilet. Et omklædningsrum, hvor flere skabslåger er blevet flået ud.

Hver morgen nyder Jens Ibsen en forfriskende dukkert ved Søbadet i Thisted, før han tager på arbejde. Men lørdag morgen var helt anderledes for Jens Ibsen.

Her var hans stambadested blevet hærget.

- Det er jo irriterende, at det bliver splittet ad, for vi bruger det til at klæde om og bruger toiletterne, siger Jens Ibsen.

Han er en del af Thisted Vinterbadeforening og bruger hver dag faciliteterne ved Søbadet. 

quote Det betyder, at jeg skal stå udenfor og klæde om, og det er da lidt træls.

JENS CHRISTIAN IBSEN, VINTERBADER, THISTED

Efter hærværket er bygningerne blevet lukket, og det går ud over vinterbaderne og andre fredelige gæster, som bare gerne vil nyde vandet og hygge sig i omgivelserne, påpeger Jens Ibsen.

Derfor lagde han en række billeder på Facebook i håb om at give gerningspersonerne dårlig samvittighed og starte en samtale i byen om problemet med hærværk.

Hærværk søbadet Thisted
Foto: Privatfoto

 - Der er brugt rigtig mange penge på at gøre det godt dernede, og så skal man bruge de penge igen på at renovere det. Det er det, der irriterer mig. Det kan ikke passe, at man kan være bekendt at efterlade det sådan, siger Jens Ibsen.

Men ifølge vinterbaderen Jens Ibsen er det ikke første gang, der har været problemer med hærværk ved Søbadet, siden den nye badebygning blev indviet 4. august 2022.

- Vi havde også en episode sidste år, hvor nogen havde skidt i skabene, men siden har vi ikke oplevet noget så slemt som det i weekenden, siger Jens Ibsen, som ærgrer sig meget over, at omklædningsbygningerne nu er lukket af.

- Det betyder, at jeg skal stå udenfor og klæde om, og det er da lidt træls.

Det betyder dog ikke, at den vandglade Thisted-borger dropper sit daglige dyp inden arbejde, slår han fast.

Jens Ibsen vil ikke spekulere i, hvem der står bag hærværket, men håber, at opslaget kan hjælpe med at finde frem til de rette, eller i det mindste bare nogen, som kender dem, der står bag hærværket.

Han har også talt med en repræsentant fra kommunen, fortæller han, men ikke meldt hærværket til politiet. Hos lokalpolitiet i Thisted bekræfter politiassistent René Carlsen mandag morgen, at hærværket endnu ikke er anmeldt. 


Seneste nyt

fra Nordjylland