Lokalt teater får dødsstødet: Kvaliteten er for dårlig

Thy Teater står til at miste deres kommunale støtte, hvilket kan betyde et endegyldigt farvel til egnsteateret.

Teateret i Thisted er med stor sandsynlighed snart fortid. I hvert fald ønsker kommunalpolitikerne at trække støtten til Thy Teater. Sker dette, vil teateret formentlig være nødt til at lukke.

- Vi synes, at det er rigtig, rigtig ærgerligt, siger Torben Juul-Olsen, der er formand for Thy Teater.

Årsagen, til at politikerne i Thisted ikke længere ønsker at støtte teateret, er, at den kunstneristiske kvalitet ikke er høj nok. Det er blevet gjort klart, efter at Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst har evalueret teateret.

- To negative evalueringer i træk det er vi nødt til at lytte til som kommunalbestyrelse og ansvarlig for det. Derfor lægger vi op til, at vi bruger pengene på en anden måde fremadrettet, siger Niels Jørgen Pedersen, der er formand for Erhverv, Arbejdsmarked & Kultur for Venstre i Thisted Kommune.

Kritik af egenproduktioner

Som det er nu, støtter Thisted Kommune Thy Teater med 2,1 million kroner om året. Teateret står bag to forestillinger årligt samt aktiviteter ude af huset. Det er især forestillingerne, der har fået kritik.

- Der, hvor kritikken er størst, er på egenproduktioner, og der er mange teatre, der laver egenproduktioner, så dem kan vi jo tilkøbe til Thisted Kommune, siger Niels Jørgen Pedersen.

Hos Thy Teater, der har tre fastansatte, mener man ikke, at man skal lægge for meget i kritikken.

- Man kan også sige, at 21 egnsteatre har i år fået kritiske bemærkninger i forbindelse med de evalueringer, der er lavet. Vi har alle været ude for en hård kritik, siger formanden for Thy Teater.

Et enigt erhvervs- og kulturudvalg har sagt ja til at trække støtten. Beslutningen skal endeligt godkendes af kommunalbestyrelsen, hvilket formentlig vil ske den 28. januar.

 

Evalueringens kritikpunker

Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst har evalueret egensteatrene i Danmark. 

 

Thy Teater får blandt andet følgende kritik: 

 

- Det kunstneristiske kvalitetsniveau på Thy Teaters egenproduktioner lever samlet set ikke op til det generelle niveau for egnsteatre i Danmark. 

- Bestyrelsen mangler forståelse for et egnsteaters kerneopgave som producerende teater. 

- Der er en del uklarhed i teaterets kommunikation. 

- Teaterchefen har svært ved at navigere i de omfattende forventninger og krav fra kommunen og de øvrige lokale interessenter.


Seneste nyt

fra Nordjylland