Indlagt på anden uge: Visma afviser spansk historie om Vingegaard

Jonas Vingegaard er stadig indlagt, oplyser Visma | Lease a Bike til TV 2 Sport.

Siden sit alvorlige styrt i Baskerlandet Rundt har den dobbelte Tour de France-vinder Jonas Vingegaard været indlagt.

Ifølge det spanske medie El Periodico er hans tid på Txagorritxu Hospital i Vitoria dog ved at være forbi. Mediet skriver således, at han udskrives tirsdag.

Der er dog ifølge Vingegaards hold, Visma | Lease a Bike, bare ét problem med den artikel: Informationerne stemmer ikke overens med virkeligheden. Det oplyser holdet til TV 2 Sport.

Vingegaard er stadig er indlagt, men holdet håber, at de snart kan komme med en opdatering om den danske stjerne.

De tilføjer, at de er overraskede over indholdet i artiklen fra det spanske medie.

Håber på snarlig udskrivelse

Jonas Vingegaard har siden sit alvorlige styrt i Baskerlandet Rundt 4. april været indlagt i Vitoria. I sidste uge gennemgik han en operation for sit brækkede kraveben.

Ud over kravebenet har han også brækket flere ribben samt punkteret sin ene lunge.

Det er endnu uvist, hvornår Vingegaard bliver udskrevet. 

Holdet håber dog ikke, at det varer alt for længe, før det ændrer sig.


Seneste nyt

fra Nordjylland