Det har overrasket hende, hvor udtalt kulturforskellene egentlig er på danskere og franskmænd.

I januar 2023 skiftede Amalie Vangsgaard til den parisiske storklub PSG, og det har givet anledning til en hel del observationer af franskmændene:

- Altså, de går så langsomt. Selv når jeg går med min mobiltelefon, så går jeg hurtigere. Jeg tror bare ikke, at franskmænd har så travlt.

- De har jo også to timers frokostpause, hvor de kan tage ud at spise. I Danmark er det 30 minutter, og så er folk videre, siger Amalie Vangsgaard.

I dette interview fortæller hun om distance i den franske fodboldkultur. Om at spille i en storklub, hvor David Beckham dukker op til træningen. Og om et meget dedikeret forældrepar ... som ikke er hendes egne.

En 'laissez faire' tilgang

Tre dage i træk mellem klokken 11 og 14 sad Amalie Vangsgaard og ventede på en mand, der skulle komme og fikse hendes internet i lejligheden.

- Klokken 14 fik jeg beskeden 'vi nåede det ikke i dag'. Det er så fransk, og til sidst kunne jeg ikke mere. Så en fra klubben tog over og ventede i min lejlighed.

Det er også den samme laissez faire tilgang, som hun har mødt i storklubben. Der er naturligvis styr på tingene, men:

- Det er sjældent, at de er ude med noget i god tid. Vi plejer at få vores plan for den efterfølgende uge om torsdagen eller fredagen.

Den afslappede tilgang til tilværelsen kan godt irritere hende. Men hun må også erkende, at det har givet hende stof til eftertanke.

- Jeg har godt af at lære at tage tingene mere, som de kommer. Det er franskmændene bedre til. Men altså, jeg tror aldrig, at jeg kommer til at gå så langsomt.

Beckham på besøg

Langsomt er det heller ikke ligefrem gået for Amalie Vangsgaard. Det er knap fem år siden, at hun helt droppede fodbolden i to et halvt år med lige præcis nul intentioner om at vende tilbage.

Men skæbnen ville, at hun alligevel ikke var færdig med fodbolden. Og nu står hun i en af de allerstørste klubber med nogle af verdens bedste spillere som holdkammerater.

- Da jeg blev topscorer i Sverige, tænkte jeg "okay, fedt", så skrev jeg under med PSG i januar, og dér tænkte jeg "altså what the fuck?", fortæller Amalie Vangsgaard.

Hun husker nærmest intet fra sit første halve år i klubben, fordi der var så mange nye indtryk at forholde sig til. Men der er en oplevelse, som er mejslet fast i sindet på hende.

- Første gang jeg spillede på Parc de Prince. Der kan jo være utrolig mange mennesker på det stadion, og at høre PSG Ultras synge var meget specielt. Jeg tror egentlig altid, at det vil være en wauw-oplevelse.

Med en storklub følger naturligvis også forventningerne.

- Alle forventer, at du præsterer på det allerhøjeste niveau. Det er ligemeget, hvem du er, eller hvor du kommer fra. Men det er jo kun fedt at være i en klub med sådanne forventninger og de midler til at støtte kvindefodbold.

I januar dukkede en vis herre op til træningen for at hilse på.

- David Beckham kom til vores træning. Han var helt vildt høflig og tog sig god tid til at hilse på alle. Det var altså ret vildt lige at møde Beckham.

- Det er jo også sådan noget, som jeg kun får lov til at opleve, fordi det er så stor en klub.

Distancen i klubben

Men i så stor en klub er der også noget, der hedder distance. På mange måder vil Amalie Vangsgaard beskrive kulturen som væsentlig anderledes fra, hvad hun ellers kendte til.

- Der er mere hierarki, hvor i Danmark var det en flad organisation. Her er der en anden afstand i forhold til træneren.

- Jeg vil også beskrive kulturen på holdet som anderledes. Vi støtter hinanden og hjælper hinanden, men den er egoistisk på en anden måde. For det er en kultur med mange dygtige stjernespillere.

- Vi er sammen i klubben, men jeg kender ikke mine holdkammerater særlig godt. For der er også bare en barriere med sproget, så det bliver mest ved smalltalk. Men det er også hyggeligt nok.

Amalie Vangsgaard pointerer, at hun jo også selv bare kunne være bedre til fransk, for så ville det nok gå væsentlig nemmere. Men ikke desto mindre forstår hun godt, at kulturen er, som den er.

- Vi ser hinanden hver dag og virkelig meget i perioder, så det giver god mening, at man har brug for at koble af med andre mennesker, når man har fri.

Det er ikke kun i omklædningsrummet, at kulturen er anderledes. Det samme gælder spillestilen.

- De er meget mere individuelle og virkelig gode på bolden alle sammen. De er meget teknisk dygtige og kan agere på egen hånd, hvor vi er mere direkte og fysiske i Danmark.

- Jeg lærer noget til træning hver dag, fordi de bevæger sig og flytter bolden helt anderledes, end jeg er vokset op med i dansk fodbold.

Et dedikeret forældrepar

Lørdag aften står hun så i semifinalen i Champions League. Det kan til tider være svært at begribe for hende, at hun er nået dertil, og at det er gået så hurtigt.

Men en del af opskriften involverer hendes bagland.

- Nogle vil måske sige, at jeg er forkælet. Det er jeg også i kærlighed og i støtte.

- Det har været gennemgående for min karriere og mit liv i det hele taget, at mine forældre har været meget støttende. De har kørt mig land og rige rundt.

Dog pointerer Amalie Vangsgaard, at hendes forældre trods et stort engagement, ikke når hendes hollandske holdkammerats forældre til sokkeholderne:

- Hendes forældre kører fra Holland for at se os spille hver eneste kamp, ligegyldigt hvor det er henne, så kører de rundt i Frankrig. Jeg er nu alligevel ret glad for, at jeg ikke skal tage mig af mine forældre hver weekend.

Lørdag klokken 19.00 mødes PSG og Lyon i kvindernes Champions League-semifinale.

TV2 Nord var i efteråret på besøg hos to andre nordjyder, der spiller professionel fodbold i udlandet. Herunder kan du se "Fodbolddrømme i Liverpool".