Vindstød af stormstyrke – blæsende søndag i vente

Temperaturerne tager et stort dyk søndag.

Et lavtryk under udvikling passerer nord om landet søndag, og det sender et område med kraftig blæst ind over landet.

Allerede fra morgenstunden er der målt vindstød af stormstyrke i det nordlige Jylland, og det blæsende vejr fortsætter dagen igennem.

Til gengæld ser det ud til at holde tørt de fleste steder, selvom der stedvis kan komme en byge forbi.

Samtidig kommer der god plads til solen i dag, selvom vinden lægger en dæmper på nydelsen af vejret.

Solrigt blæsevejr

Mod nord er det især først på dagen, at det blæser kraftigt, og i Jammerbugten er der risiko for vindstød af stormstyrke.

Vindstødsprognose søndag klokken 9.00.
Foto: TV2 Vejret

I resten af landet tiltager blæsten frem mod frokost, da solens varme skaber omrøring i luften og dermed anledning til kraftigere vindstød over land.

I det meste af landet er der også udsigt til god plads til solen, da der ikke er mange skyer på himlen.

Prognose søndag klokken 9.00.
Foto: TV2 Vejret

Ved frokosttid ventes der at opstå enkelte byger i det midtjyske, som kan drive ind over de østlige egne i løbet af eftermiddagen.

Bygerne bliver kortvarige og ventes ikke at smide særlig meget nedbør af sig.

Selvom der i dag er udsigt til godt med solskin, kan det være en god idé med en varm jakke til søndagsturen.

Prognose søndag klokken 15.00.
Foto: TV2 Vejret

Den stride blæst er nemlig kombineret med et dyk i temperaturerne, så det føles koldt i vinden.

Temperaturerne ventes kun at komme op mellem 8 og 12 grader, hvilket er noget lavere end de 17 grader, som lørdagen præsterede.


Seneste nyt

fra Nordjylland