TV2 Nord

TV2 Nord gavner gejst, vækst og livsglæde i Nordjylland

Siden 1989 har nordjyderne inviteret TV2 Nord ind i stuen, men med premieren på Nordjylland LIVE i 2014 blev det forhold vendt om. Nu inviterer TV2 Nord nordjyderne i fjernsynet.

1. oktober 2014 vil blive en dato, man på TV2 Nord vil huske i mange år frem.

Efter i cirka 25 år at have sendt en udsendelse på en halv time med nyheder og reportager udvidede vi vores udsendelse til en hel time mellem 19.30 og 20.30. Den "lille ny" fik navnet Nordjylland LIVE og med den begyndte TV2 Nord at lave fjernsyn på en helt ny måde.

Vi tager udgangspunkt i nordjydernes hverdag og Nordjylland LIVE skal være nordjydernes mødested.

Det erklærede mål for TV2 Nord er at lave fjernsyn, der gavner gejsten, væksten og livsglæden i Nordjylland. Det gør vi i Nordjylland LIVE, vores øvrige nyhedsudsendelser og på tv2nord.dk med historier om Nordjylland, der er konstruktive og relevante for hele Nordjylland.

I Nordjylland LIVE er vores fokus rettet mod nogen frem for noget - nordjyderne frem for systemet. Vi tager udgangspunkt i nordjydernes hverdag og Nordjylland LIVE skal være nordjydernes mødested.

Direkte fra den nordjyske virkelighed

Udsendelsen hedder Nordjylland LIVE - og det er bestemt ikke uden grund. TV2 Nord vil være til stede direkte fra Nordjylland og store nordjyske begivenheder.

Det kan være store og tilbagevendende begivenheder som Nibe Festival og Aalborg Karneval eller begivenheder, der kun rammer Nordjylland den ene gang. For eksempel VM i landevejscykling for amatører.

Det vigtigste er, at det optager nordjyderne, for optager det nordjyderne, optager det TV2 Nord.

Det lille ekstra

Da TV2 Nord 1. april 2014 fyldte 25 år startede støtteforeningen Club Nord op. Club Nord er sat i verden for at skabe unikke, nordjyske begivenheder for sine medlemmer – og for at bakke op om TV2 Nord.

Club Nord er ikke en tilbudsordning eller et dealsite. Club Nord tilbyder altid sine medlemmer noget EKSTRA - noget unikt. 

Club Nord inviterer med om bag kulisserne, sørger for møder med aktuelle mennesker og laver store og små events over hele Nordjylland.

Med Club Nord får du nogle muligheder, du ikke kan købe for penge. Og samtidig er du som medlem med til at bakke op om TV2 Nord, som hver dag producerer massevis af lokalt forankret fjernsyn – med, om og for nordjyder.

Club Nord vokser sig større hver dag, men har altid plads til flere medlemmer. Læs meget mere om Club Nord på foreningens hjemmeside og følg med på deres Facebook-side, hvor der jævnligt er konkurrencer om unikke præmier.