Butikslukning: - Jeg tror ikke, Aars eksisterer som handelsby om 15 år

Endnu en forretning i Aars må dreje nøglen om - og butiksindehaveren stiller nu spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er handel på samme måde i byen om 15 år.

Flere nordjyske handelsbyer er pressede. I 16 år har der aldrig været så mange tomme butikslokaler til salg og leje som netop nu, og hele ni procent af lokalerne i Nordjylland står tomme. I den store handelsby Aars er der også lukket flere forretninger. I det nye år drejer Claus Kirstein også nøglen om til sin butik, og boghandleren spår en dyster fremtid for mellemstore byer som netop Aars.

Efter bare to år på Søndergade lukker Claus Kirstein Bog & Idé i Aars. Det sker til januar.

- Det er sørgeligt, siger Claus Kirstein.

Han er langt fra den eneste, der har gispet efter vejret. Fem butikslokaler står lige nu tomme, og boghandleren tror kun, at det går én vej fra nu af.

- Jeg tror ikke på, at Aars eksisterer som handelsby om 15 år, siger han.

Erhvervsforsker Reimer Ivang ser heller ikke lyst på Aars’ muligheder for at opretholde sin traditionelle status som handelsby.

Ifølge ham betyder stigende E-handel og deraf ændrede behov hos forbrugerne, at butikkerne i højere grad skal sælge oplevelser, hvis de skal overleve.

- Vi tager ikke ind til bycentrum udelukkende for at handle mere, forklarer Reimer Ivang.

Udskiftning er normalt

På hovedgaden i Aars – den by der i 2018 blev kåret til landets bedste markedsførte by – måske også hjulpet godt på vej af et skævt juletræ – er der lige nu otte tomme butikslokaler.

I Handelsstandsforeningen frygter de dog ikke, at Aars vil forsvinde som handelsby om 15 år.

- Er det godt nok? Nej, men der har altid været udskiftning, siger formand for Aars Handelsstandsforening, Mogens Kristensen.

Hvis de traditionelle butikker skal have en fremtid er det nødvendigt, at de begynder at tænke anderledes, mener Reimar Ivang. Eksempelvis ved at udbygge med en café.

Men det er der allerede i byen, påpeger Claus Kirstein. Han understreger desuden, at han ikke går konkurs med sin Bog & Idé i Aars, men at han handler med rettidig omhu, inden det går galt. Alligevel er lukningen svær at sluge.

Claus Kirstein og konen har også Bog & Idé i Støvring, og den kører videre som sædvanligt. 


Seneste nyt

fra Nordjylland