23. august 1943 stod Benny Birkemose Kongsgaard knuget ind til sin far ved deres gadedør på Reberbansgade i Aalborg. Hun havde listet sig med ud for at se nærmere på nogle optøjer, men endte i skudlinjen for et tysk projektil.
Se dokumentaren Augustoprøret nederst i artiklen.
Som pige legede og levede Benny Birkemose Kongsgaard side om side med tyske soldater, mørklægningsgardiner og bombardementer. Det var en helt almindelig del af hverdagen.
Det var endda normalt, at Benny, hendes forældre og to brødre sirligt lagde deres tøj på hver sin stol, inden de gik i seng. Tøjet skulle nemlig være lige til at hoppe i, hvis luftsirenerne gik i gang.
- Jeg føler ikke, at jeg har været bange som barn. Men når jeg tænker på det nu, synes jeg, at det er lidt uhyggeligt – især det med tøjet, der skulle på hver sin stol, så vi hurtigt kunne komme i det, siger hun.
I dag bor Benny Birkemose Kongsgaard stadig i Aalborg. Dengang var byen et af de helt centrale steder for den tyske besættelsesmagt. Det var den blandt andet, fordi Aalborg Lufthavn var et vigtigt strategisk punkt for tyskerne.
Løb ærinder for de tyske soldater
I Aalborg blev de tyske tropper en fast del af gadebilledet. Og takket være den danske samarbejdspolitik med det tyske styre, var forholdet mellem dem og nordjyderne relativt stabilt – i hvert fald på overfladen og indtil det skelsættende oprør i august 1943.
Med et barns øjne var tyskerne derfor heller ikke nogen, der nødvendigvis var farlige.
Benny husker eksempelvis, at hendes forældre en dag opdagede, at hun havde et par mønter i lommen: Hun havde løbet ærinder for de unge tyskere, der lå på et felt-hospital lige ved hendes skole. Det fik forældrene dog sat en stopper for, ligeså snart de opdagede det.
Et strejf af historien
Om eftermiddagen den 23. august 1943 kulminerede en række hændelser – særligt drabet på en ung frihedskæmper – og det førte til, at over 30.000 vrede aalborgensere gik på gaden i protest.
Benny og hendes familie hørte også optøjerne nede på gaden, og Bennys far løb straks ned fra lejligheden på 2. sal for at vurdere situationen.
Benny var dog smuttet lige bagefter og kiggede frem fra gadedøren bag sin far. Men det skulle hun ikke have gjort.
- Fordi så blev vi faktisk skudt. Og projektilet gik lige igennem pressefolden på min fars bukser og ind i mit ben, siger hun.
Projektilet gik lige igennem pressefolden på min fars bukser og ind i mit ben.
Hendes forældre fik hurtigt fat på lægen, der boede overfor. Han mente, at projektilet lykkeligvis bare havde strejfet den seksårige piges ben.
77 år efter
Et af Bennys stærkeste minder fra skudepisoden er, at hendes forældre bagefter talte meget om, at det var godt, at det ikke var Bennys lillebror, Ole, som blev skudt.
Dengang kunne Benny ikke forstå, hvorfor det ligefrem havde været bedre, at det var hende, som var blevet ramt fremfor lillebroren. Da hun blev ældre, så hun situationen i samme lys som sine forældre:
- Jeg fandt jo ud af, at Ole var lille, og han ville formentlig være blevet ramt i ansigtet eller i brystet – så det var derfor, at det var godt, at det ikke var Ole, siger hun.
I dag – 77 år efter episoden – sidder Benny Birkemose Kongsgaard med et stykke metal i et rør. Det er en af de stumper, der havde boret sig ind i hendes ben, og som først blev opereret ud mange år efter. Det var nemlig ikke bare et hurtigt strejf, hun fik af projektilet.
- Der er stadigvæk en lille stump inde i mit ben, forklarer hun, og forsætter:
- Så jeg har stadigvæk et minde fra dagen. Det gør heldigvis ikke ondt længere.
Se dokumentaren Augustoprøret herunder.