Aalborg Karneval sætter rekord - igen: 80.000 mennesker dansede gennem byen
Foto: TV2 Nord
Op mod 80.000 mennesker deltog lørdag i karnevalsparaderne gennem Aalborg - og det er endnu engang rekord for Aalborg Karneval.
80.000. Så mange mennesker skønnes det, deltog i de tre karnevalsparader gennem Aalborg lørdag. Og det er endnu engang rekord.
- Det er endnu en rekord for os, og det er dejligt. Vi går ikke efter at sætte rekorder, men efter at skabe en god oplevelse for dem der deltager, og det er ikke antallet af deltagere, der afgør hvor god oplevelsen er, fortæller Mette Bugge, der er talsmand for Aalborg Karneval - og som ikke kan skjule sin begejstring over de mange deltagere.
- Vi er rigtig glade for opbakningen, siger hun.
Oveni de 80.000 paradedeltagere kan man tælle skønnet 50.000 mennesker, der deltog i karnevallet uden at gå med i paraderne - og sikkert og vist er det, at 40.000 mennesker forud for karnevallet havde købt et loyalitetsarmbånd, der gav adgang til Kildeparken, hvor festen fortsætter lørdag aften.
- Vi solgte 40.000 armbånd i alt sidste år, og det er så hvad vi har solgt alene i forsalget i år, fortæller en glad Mette Bugge.
Dermed er det altså sikkert, at Aalborg Karneval kommer til at slå endnu en rekord, men hvor mange armbånd, man ender med at få solgt, bliver ikke gjort op i dag.
God og rolig afvikling
Trods rekordmange deltagere i de tre parader, der startede i henholdsvis Nørresundby, vestbyen og i den østlige ende af midtbyen, forløb afviklingen af paraderne efter alle standarder roligt og uden problemer.
- Vi er år for år blevet bedre til at håndtere afviklingen, og vi har styr på, hvornår de forskellige lastbiler er hvor, og hvis der er en, der kommer foran planen, kan vi standse hele optoget, så tingene kommer til at passe, og det synes vi faktisk kører rigtigt godt og giver en rolig afvikling af paraden, fortæller Mette Bugge.
Alle, der vil deltage i de fortsatte festligheder i Kildeparken, kan komme derind nu, og det har rigtig mange valgt at gøre. Allerede ved 14-tiden var mange på plads i parken hvor årets karnevalsdronning Louise "Twerk Queen" Kjølsen fik overrakt nøglerne til byen - og kvitterede med en mini-twerkshop.
Se video fra overrækkelsen her: