Tre gode råd: Sådan bliver karneval en sikker festdag
Foto: Henning Bagger
Igen i år lover prognoserne godt vejr til Aalborg Karneval. Husk, at drikke vand, behold skoene på og pas på hinanden, lyder det fra sikkerhedschefen,
Årets karneval bliver en varm fornøjelse, og det kan give ekstra arbejde for Nordjyllands Beredskab. Derfor kommer karnevalets sikkerhedschef med tre vigtige råd.
Vejrudsigten siger 27 grader til årets karneval lørdag, og imens karnevalsgæsterne jubler over det skønne vejr, er de knap så glade hos Nordjyllands Beredskab.
De seneste dage har sikkerhedschefen ved Aalborg Karneval, Søren Korsgaard, fulgt med på DMI, og han har krydset finger for, at vejret vil blive lidt mindre godt, end de havde lovede, men sådan bliver det ikke.
- Vi vil så gerne have, at det bliver en kanonfestdag. Men det gode vejr, kan godt give os ekstra arbejde, så det er vigtigt, folk passer på sig selv og hinanden, siger Søren Korsgaard.
Derfor har han tre vigtige budskaber til morgendagens karnevalsgæster.
1. Fyld barnevognen op med vand
Vi er med på, at shots klokken 07 om morgen, sprut i lange baner og masser af øl er en kæmpe del af Aalborg Karneval, men midt i varmen må man ikke glemme vandet. Derfor er sikkerhedschefens første og vigtigste råd, at karnevalsgæsterne smider masser af vandflasker ned mellem mokai- og øldåserne barnevognen.
2.Behold skoene på
Solens stråler giver sved på panden og varme fødder. Derfor kan det være fristende at smide skoene, men det er en rigtig dårlig idé. Aalborgs gader bliver nemlig fyldt med øldåser, udklædningsgenstande og i værste fald glasskår. Så behold skoene på, lyder det fra sikkerhedschefen.
3. Udnævn en makker
Aalborg Karneval er altid en festdag, og den bliver kun bedre, hvis vi passer på hinanden. Derfor er sikkerhedschefens sidste råd, at man går sammen to og to, og tager hånd om hinanden igennem hele dagen.
I videoen herunder kan du se Søren Korsgaard fortælle om rådene:
Men selvom varmen kan give problemer, er Mette Bugge fra Aalborg Karneval ikke bekymret.
- Sidste år var det 28 grader, og der havde vi faktisk ikke de store problemer, siger hun og fortsætter:
- Jeg tror, at alle deltagerne er klar på varmen, og ved hvordan de skal håndtere den.