En person er anholdt i forbindelse med karneval

Nordjyllands Politi oplyser lørdag eftermiddag, at en enkelt person er anholdt i forbindelse med gadeuroen ved Kildeparken.

Der indgår løbende anmeldelser om uorden i forbindelse med Aalborg Karneval, men indtil videre har det kun givet anledning til en enkelt anholdelse.

Det oplyser Nordjyllands Politi.

- Efterhånden, som promillen går op, kan vi forvente, at lunterne bliver kortere. Det er vi forberedt på, men vi må igen understrege, at vi er utroligt tilfredse med den generelle opførsel fra deltagerne i år. Selv de erfarne politifolk, der har siddet på karnevalsvagten i årevis, kan ikke erindre, at vi før har passeret klokken 14:00, uden at der er løbet flere anmeldelser ind, siger den ansvarlige for politiets indsats under karneval, vicepolitiinspektør Anders Uhrskov.

- Politiets indsats fortsætter ufortrødent i de kommende timer, og vi følger udviklingen og stemningen i optoget og Kildeparken tæt, tilføjer han.

Og Nordjyllands Politi repeterer gerne de gode råd: Drik vand, husk dine venner og skulle der opstå kontroverser, så glid af, glat ud og gå væk.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland