152 borgere i Aalborg ramt af hjemmeplejekonkurs
Foto: TV2/Nord
152 borgere i Aalborg bliver berørt af endnu en konkurs i den private plejesektor.
Den private hjemmplejeleverandør Din Hjemmepleje Aalborg er gået konkurs og er torsdag med øjeblikkelig virkning holdt op med at levere pleje og praktisk hjælp til i alt 152 borgere i Aalborg Kommune.
For blot en uge siden var det firmaet Intensiv Pleje, der måtte dreje nøglen, så i alt 106 borgere i Aalborg Kommune og 22 borgere i Jammerbugt Kommune blev berørt.
Efter torsdagens besked fra Din Hjemmepleje Aalborg har Aalborg Kommune besluttet at de 22 plejekrævende borgere, der fik leveret ydelser af plejefirmaet fremover skal serviceres af Aalborg Kommunes egen leverandørenhed.
- Vi har overblik over de borgere, som modtager hjælp til personlig pleje, og dem tager vi hånd om allerede i dag. Derfor vil alle fortsat få den hjælp til personlig pleje, som de har behov for, lyder det fra rådmand Thomas Krarup.
Han understreger at borgerne kan opleve, at de vil få deres hjælp på lidt andre tidspunkter end aftalt med Din Hjemmepleje Aalborg, men hjælp det får de, lover Aalborg Kommune.
De 130 borgere, der indtil i dag har modtaget praktisk hjælp fra Din Hjemmepleje Aalborg har allerede nu frit valg til at vælge en ny leverandør, og det er også planen at de 22 plejekrævende borgere igen skal have frit valg af plejeleverandør. De 130 borgere vil ikke modtage praktisk hjælp igen, før de selv har valgt en ny leverandør.
De borgere, som ikke selv har valgt ny leverandør inden for en uge, bliver automatisk overflyttet til Aalborg Kommunes egen leverandørenhed Rengøringsenheden Aalborg Kommune.
- Det er desværre kun en uge siden, vi sidst oplevede, at en leverandør ophørte uden varsel. I situationer som denne er det vigtigt for os, at borgerne ikke kommer til at mærke væsentlige afsavn. Derfor har vi et beredskab, som skal sikre den nødvendige hjælp og tryghed for den enkelte borger, slutter Thoms Krarup.
Din Hjemmepleje Aalborg er ej at forveksle med firmaet DIN Hjemmepleje, der der leverer pleje pg praktisk hjælp til borgere i Hjørring og Brønderslev Kommuner.