18 uddannelser lukker: - Vi beskytter vores uddannelser i Aalborg, for her har de studerende ikke andre steder at gå hen

Kun tre ud af de 18 uddannelser lukkes ned på Aalborg Universitets lokale afdeling – resten i København. Især de humanistiske linjer har man prioriteret at beskytte under den tvungne udflytningsplan.

- Aalborg er vores hovedmotor, som vi skal sikre, er så stærk som muligt. Vi skal sikre samme faglige ekspertise som altid.

Ordene kommer fra rektor Per Michael Johansen. For ham og resten af ledelsen var det vigtigt at beskytte ’moderskibet’ – afdelingen i Aalborg, på grund af sin sårbare placering i udkanten af Danmark.

- I Nordjylland er der ikke andre, der udbyder de humanistiske og samfundsmæssige uddannelser. Det er der i København, siger han.

quote Vi kunne havde fundet en bedre model sammen, hvis vi havde haft dialogen.

Per Michael Johansen, rektor, Aalborg Universitet

Geografien er nemlig den altovervejende grund til, at ledelsen på Aalborg Universitet lukker 15 af de 18 uddannelser i København og kun tre i Aalborg.

- Havde vi lukket humaniora i Aalborg og bygget op i København i stedet, ville vi ikke være troværdige over for den regionale forpligtelse, forklarer rektoren.

Beslutningen kommer på baggrund af regeringens udflytningsplan. Den dikterer, at universiteterne skal reducere optaget i de fire store byer med 10 procent frem til 2030.

Disse uddannelser skal lukke

Aalborg:

  • Kandidat i landinspektørvidenskab, cand.tech. (TECH)
  • Kandidat i produktion (ENG)
  • Kandidat i miljøvidenskab (ENG)


København:

  • Bachelor i teknoantropologi (TECH)
  • Kandidat i teknoantropologi (TECH)
  • Kandidat i innovativ kommunikationsteknik og entrepreneurskab (TECH)
  • Kandidat i landinspektørvidenskab, cand.tech. (TECH)
  • Kandidat i lyd- og musikteknologi (TECH)
  • Kandidat i by, bolig og bosætning (ENG)
  • Kandidat i ledelse og informatik i byggeriet (ENG)
  • Kandidat i kommunikation (SSH)
  • Kandidat i informationsvidenskab (SSH)
  • Bachelor i kommunikation og digitale medier (SSH)
  • Kandidat i læring, it og organisatorisk omstilling (SSH)
  • Kandidat i læring og forandringsprocesser (SSH)
  • Kandidat i turisme (SSH)
  • Kandidat i internationale forhold (SSH)
  • Kandidat i socialt arbejde (SSH)

Humanistiske uddannelser bevares i Aalborg

På Aalborg Universitet betyder regeringens beslutning, at man skal optage 768 færre studerende.

Her har man valgt at lade afdelingen i København stå for to tredjedele af nedskæringerne – den sidste tredjedel skæres ned på hovedcampus i Aalborg. Afdelingen i Esbjerg beskæres ikke, men modtager tværtimod én uddannelse. Også Hjørring modtager en uddannelse uden at miste nogen.

Det svarer til, at afdelingen i Aalborg skærer sit optag ned med fire procent i forhold til optaget i 2019. I København skæres optaget ned med 45 procent.

VIDEO: Aalborg Universitet lukker 18 uddannelser:

I Aalborg lukkes den tekniske overbygningsuddannelse i landinspektørvidenskab samt kandidatuddannelserne i produktion og miljøvidenskab.

- Overbygningsuddannelsen til landinspektør er ikke tyngde- og indholdsmæssigt tung nok, forklarer Per Michael Johansen.

I København lukkes alle otte humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser samt syv tekniske og ingeniørvidenskabelige uddannelser.

Havde håbet på dialog

Rektoren respekterer regeringens beslutning om at mindske optaget i landets fire store byer. Men det ærgrer ham, at universiteterne ikke blev inddraget i processen.

- Jeg er ked af, vi er kommet i den her situation. Det er en politisk beslutning, der er truffet uden at man har været i dialog med os i universitetssektoren. Vi kunne havde fundet en bedre model sammen, hvis vi havde haft dialogen. Det valgte man ikke at gøre. Nu har de bedt os om at løse en opgave, så det vil vi gøre, siger han.

Selv om Aalborg Universitet fremover bliver 768 studerende fattigere, amputeres man ikke i stor stil, understreger rektor Per Michael Johansen.

- Det er jo klart en mindre volumen og dermed også en mindre indtægt samlet set. Men det bliver ikke et omfattende økonomisk tab for os – vi koncentrerer bare kræfterne, lyder det.

Per Michael Johansen håber på, at lukningen af 15 uddannelser i København kan lokke nogle til at rejse vestpå og i stedet tage sin uddannelse i Aalborg.

- Jeg ved, det er svært at få dem herover, så det vil være et fåtal. Men jeg tror, at nogle vil gøre det. For eksempel turisme kan du jo komme til Aalborg og få, selv om den er lukket ned i København.



Seneste nyt

fra Nordjylland