22-årig kom alvorligt til skade ved kemieksplosion - her er status
Institutlederen er usikker på, hvorvidt man gennemfører de resterende planlagte shows.
Lørdag kom en 22-årig mand alvorligt til skade i forbindelse med en eksplosion under et kemishow på Tønder bibliotek, som Aalborg Universitet stod bag.
Udover den 22-årige kom tre børn lettere til skade. De to af børnene blev kørt til behandling på sygehuset, mens det tredje barn havde mindre skader, der ikke var behandlingskrævende.
- Han har det efter omstændighederne godt, men han er kommet alvorligt til skade med hænderne, og han er blevet syet. Det ser heldigvis ud til, at der ikke er sket skade på nerverne, så der er god mulighed for, at han vil få følelsen tilbage i hænderne, og han er ved godt mod, fortæller Kim Lambertsen Larsen, som er institutleder for Institut for Kemi- og Biovidenskab på Aalborg Universitet.
Han oplyser desuden, at den 22-årige mand har begge hænder i gips.
Sikkerheden var god nok
De resterende medarbejdere, som overværede episoden men slap for skrammer, er ifølge institutlederen også påvirket af episoden.
- De er selvfølgelig chokeret og bekymret i forhold til publikum, hvor de tænker over, hvad er der sket, og hvordan de har oplevet det, forklarer han.
Institutlederen oplyser desuden, at der ikke er en finger at sætte på medarbejderne i forhold til håndteringen af sikkerheden.
- Jeg har snakket med mine to medarbejdere, som var dernede og den medarbejder, som ikke kom til skade, og de kan konstatere, at der er arbejdet med sikkerheden lige efter bogen. De har arbejdet meget omstændigt i vurderingen af sikkerheden i forhold til både lokalet og andet, konstaterer han og tilføjer.
- Men der er sket nogle uheldige omstændigheder, der gør, at forsøget af en eller anden grund er fejlet.
'Klassisk' forsøg var synderen bag eksplosionen
Hændelsen skete under udførelsen af et ifølge institutlederen 'meget klassisk' kemiforsøg, som hedder "Ånden i glasset".
Forsøget går ud på, at man skaber en kemisk reaktion i en flaske, som gør, at en røgsky kommer ud af flasken.
- Når man har sådan en kemisk reaktion, så udvikles der gasser, og så vil trykket stige. Hvis gassen ikke kan komme ud, så sprænger beholderen. Det er hvad, vi har observeret, der er sket, men vi ved ikke, hvorfor gassen ikke kunne komme ud, konstaterer Kim Lambertsen Larsen.
Man mangler derfor fortsat svar på, hvad der præcist skete under forsøget.
Institutlederen fortæller, at man har lavet de her kemishows i over 20 år, og at ingen af forsøgene er nye forsøg.
- Det er gamle kendinge, som bliver brugt i de her shows. Det er sådan nogle forsøg, som bliver vist hvert år til julekemishow på skolerne, pointerer han.
Aflyser måske de resterende shows
Lørdagens hændelse har chokeret både de deltagende og Kim Lambertsen Larsens medarbejdere, derfor er det på nuværende tidspunkt uvist, om man vælger at gennemføre de resterende kemishows, som egentlig er planlagt.
- Vi sidder lidt på hænderne, for vi skal have fundet ud af, om det er nok at ændre programmet, eller om vi skal udsætte de shows. Der er mange aspekter i det, og der er også et hensyn at tage til dem, der skal afholde showet. Selvom de ikke var med i lørdags, så berører det også dem, og de skal op på hesten igen, konstaterer institutlederen.
Det er første gang, at man hos Aalborg Universitet har oplevet, at en medarbejder er kommet til skade i så voldsomt et omfang.
- Hvis vi har oplevet skader tidligere, har det været skader, som man kan opleve i et laboratorium som at skære sig eller andet, afslutter Kim Lambertsen Larsen.