23-årig varetægtsfængslet efter røveri og forsøg på røveri

Den 23-årige mand er lørdag formiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Retten i Aalborg har lørdag formiddag varetægtsfængslet en 23-årig mand i fire uger for røveri og forsøg på røveri mod to dagligvarebutikker i Vesthimmerland.

Det oplyser Torben Kaufmann Sørensen, der er senioranklager hos Nordjyllands Politi, til TV2 Nord.

- Han erkender de faktiske forhold, og at han har indfundet sig de to steder. Men han mener ikke, at han skal straffes for episoden det første sted (i Hornum, red.), fordi han selv vælger ikke at gennemføre røveriet, siger Torben Kaufmann Sørensen til TV2 Nord om mandens forklaring under grundlovsforhøret.

To episoder med kort tids mellemrum

De to episoder foregik fredag eftermiddag kort tid efter hinanden. 

I den første episode fik politiet en anmeldelse om røveri mod Dagli'Brugsen i Hornum klokken 14.30. Her havde den 23-årige mand truet personalet med en attrappistol, men han fik intet udbytte med fra stedet. 

- Da han kommer hen til kassen og vil have penge, så træder ekspedienten tilbage fra kassen og ser forskrækket ud, hvilket får ham til at stikke af, forklarer senioranklager Torben Kaufmann Sørensen.

quote Han erkender de faktiske forhold, og at han har indfundet sig de to steder. Men han mener ikke, at han skal straffes for episoden det første sted (i Hornum, red.), fordi han selv vælger ikke at gennemføre røveriet.

Torben Kaufmann Sørensen, senioranklager, Nordjyllands Politi

Og det er denne episode, som den 23-årige ikke mener, han skal straffes for.

- Den 23-årige forklarer, at det er rigtigt, at han har gjort det, men han mener så, at han selv valgte at træde tilbage fra forsøget, forklarer senioranklageren og fortsætter:

- Men retten tilsluttede sig os (anklagemyndigheden, red.), da de også mener, at der er begrundet mistanke om, at det er et forsøg på røveri, siger Torben Kaufmann Sørensen til TV2 Nord.

Røveri 2

Varetægtsfængslet grundet gentagelsesfaren

Efter første episode kørte den 23-årige mand fra stedet i Hornum i en sort bil og dukkede efterfølgende op i en anden Dagli'Brugsen - denne gang i Overlade.

Her begik han røveri og kom afsted med omkring 10.000 kroner fra kassen, oplyser senioranklageren.

Omkring klokken 15.20 fredag observerede en af politiets patruljer den sorte bil, hvor den 23-årige mand sad i, og her blev han anholdt. I nærheden af bilen fandt politiet en pose med pengene i, og i bilen fandt de en attrap.

Den 23-årige er altså nu sigtet for røveri og forsøg på røveri, og ifølge senioranklager Torben Kaufmann Sørensen bliver manden varetægtsfængslet på baggrund af gentagelsesfaren.

- Det betyder, at man antager, at han vil begå lignende kriminalitet i løbet af kort tid, hvis man sætter ham på fri fod. Så det er for at undgå dét - både i forhold til ham selv og i forhold til forurettede, siger Torben Kaufmann Sørensen.

Nordjyllands Politi oplyser, at manden er kendt af politiet i forvejen. Senioranklageren forklarer, at den 23-årige i begyndelsen af februar blev prøveløsladt for et røveri, han begik sidste år, og at fredagens røveri og røveriforsøg derfor er blevet begået under prøveløsladelsen fra den tidligere dom.


Seneste nyt

fra Nordjylland